Du er her:
Bygmester Solness
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
BYGMESTER SOLNESS

PERSONERNE:
Bygmester Halvard Solness.
Fru Aline Solness, hans hustru.
Doktor Herdal, huslæge.
Knut Brovik, forhen arkitekt, nu assistent hos Solness .
Ragnar Brovik, hans søn, tegner.
Kaja Fosli, hans søsterdatter, bogholderske.
Frøken Hilde Wangel.
Nogle damer.
Folkemængde på gaden.

(Handlingen foregår hos bygmester Solness.)

FØRSTE AKT.

(Et tarvelig udstyret arbejdsværelse hos bygmester Solness. Fløjdør på
væggen til venstre fører ud til forstuen. Til højre er døren til husets
indre værelser. På bagvæggen en åben dør til tegneværelset. Foran til
venstre en pult med bøger, papirer og skrivesager. Ovenfor døren en
ovn. I hjørnet til højre en sofa med bord og et par stole. På bordet
vandkaraffel og glas. Et mindre bord med gyngestol og lænestol i for-
grunden til højre. Tændte arbejdslamper på bordet i tegneværelset, på
bordet i hjørnet og på pulten.)
(Inde i tegneværelset sidder Knut Brovik og hans søn Ragnar beskæf-
tiget med konstruktioner og beregninger. Ved pulten i arbejdsværelset
står Kaja Fosli og skriver i hovedbogen. Knut Brovik er en gammel,
tynd mand med hvidt hår og skæg. Han er klædt i en noget luvslidt
men vel vedligeholdt sort frakke. Bærer briller og hvidt, noget gulnet
halstørklæde. Ragnar Brovik er i tretiårene, velklædt, lyshåret, med en
lidt ludende holdning. Kaja Fosli er en spædbygget ung pige på nogle
og tyve år, omhyggeligt klædt, men af et sygeligt udseende. Hun har
en grøn skærm for øjnene. – Alle tre arbejder nogen tid i taushed.)
Knut Brovik
(rejser sig pludselig, som i angst, fra tegnebordet, ånder tungt og besvær-
ligt, idet han går frem i døråbningen)
.
Nej, nu holder jeg det snart ikke længer ud!
Kaja
(går hen til ham).
Det er visst rent dårlig med dig ikveld, onkel?
Brovik.
Å, jeg synes, det blir værre dag for dag.
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
1
s. 2
Ragnar
(har rejst sig og kommer nærmere).
Du skulde helst gå hjem, far. Prøve på at få
sove lidt –
Brovik
(utålmodig).
Gå til sengs kanske? Vil du da, at jeg rent
skal kvæles!
Kaja.
Men ta’ dig en liden tur da.
Ragnar.
Ja, gør det. Jeg skal gå med dig.
Brovik
( heftig ).
Jeg går ikke, før han kommer! Ikveld vil jeg
snakke rent ud med – (indædt harmfuld.) med ham –
principalen.
Kaja
(angst).
Å nej, onkel, – vent da endelig med det!
Ragnar.
Ja, heller vente, far!
Brovik
(trækker vejret besværligt).
Hah, – hah –! Jeg har nok ikke tid til at
vente ret længe, jeg.
Kaja
(lyttende).
Hys! Der hører jeg ham nede i trappen!
( de går alle tre til sit arbejde igen. Kort stilhed.)
s. 3
(Bygmester Halvard Solness kommer ind gennem forstuedøren. Han er
en noget ældre mand, sund og kraftig, med tætklippet, kruset hår, mørk
knebelsbart og mørke, tykke øjenbryn. Han bærer en grågrøn, tilknappet
jakke med ståkrave og brede brystslag. På hodet har han en blød, grå
filthat og under armen et par mapper.)
Bygmester Solness
(ved døren, peger mod tegneværelset og spørger hviskende):
Er de gået?
Kaja
(sagte, ryster på hodet).
Nej.
( hun tar øjenskærmen af.)
(Solness går fremover gulvet, kaster sin hat på en stol, lægger mapperne
på sofabordet og nærmer sig så atter pulten. Kaja skriver uafbrudt
men synes nervøst urolig.)
Solness
(højt).
Hvad er det for noget, De står og fører ind der,
frøken Fosli?
Kaja
(farer sammen).
Å, det er bare noget, som –
Solness.
La’ mig få se , frøken. (bøjer sig over hende, lader, som
om han ser i hovedbogen og hvisker:)
Kaja?
Kaja
(skrivende, sagte).
Ja?
Solness.
Hvorfor tar De altid den skærmen af, når jeg
kommer?
Kaja
(som før).
Jo, for jeg ser så styg ud med den.
1*
s. 4
Solness
(smiler).
Vil De ikke gerne det da, Kaja?
Kaja
(skotter halvt op til ham).
Ikke for alt i verden. Ikke i Deres øjne.
Solness
(stryger hende let over håret).
Stakkers, stakkers lille Kaja –
Kaja
(dukker hodet).
Hys, – de kan høre Dem!
(Solness driver henover gulvet mod højre, vender om og standser ved
døren til tegneværelset.)
Solness.
Har nogen været her og spurgt efter mig?
Ragnar
(rejser sig).
Ja, de unge folk, som vil ha’ bygget villaen
ude ved Løvstrand.
Solness
(brummende).
de? Ja, de får vente. Jeg er ikke på det
rene med mig selv om planen endnu.
Ragnar
(nærmere, noget nølende).
Det var dem så svært om at gøre at få teg-
ningerne snart.
Solness
(som før).
Ja, Gud bevar’s , – det vil de jo allesammen!
s. 5
Brovik
(ser op).
For de går og længter så urimelig efter at få
flytte ind i sit eget, sa’ de.
Solness.
Ja vel; ja vel. En kender det! Og så tar de
det slig, som det bedst kan falde sig. Får sig så’n
en – en bolig. Et slags tilholdssted bare. Men ikke
noget hjem. Nej mange tak! La’ dem så heller
vende sig til en anden. Sig dem det, når de kom-
mer igen.
Brovik
(skyder brillerne op i panden og ser studsende på ham).
Til en anden? Vilde De gi’ det arbejde fra
Dem?
Solness
(utålmodig).
Ja, ja, ja, for fan’! Hvis det endelig så skal
være, så –. Hellere det, end at bygge bort i vejr
og vind. (udbrydende.) For jeg kender jo ikke videre
til de folk endnu!
Brovik.
Folkene er solide nok. Ragnar kender dem.
Han vanker i familjen. Svært solide folk.
Solness.
Å, solide, – solide! Det er jo sletikke det,
jeg mener. Herregud, – forstår ikke De mig heller
nu? ( heftig .) Jeg vil ikke ha’ noget med de fremmede
mennesker at skaffe. La’ dem vende sig til hvem
de vil for mig!
Brovik
(rejser sig).
Er det Deres alvorlige mening?
s. 6
Solness
(mut).
Ja, det er. – For én gangs skyld.
( han går fremover gulvet.)
(Brovik veksler et blik med Ragnar, som gør en advarende bevægelse.
Derpå går han ind i det forreste værelse.)
Brovik.
Må jeg få lov til at snakke et par ord med
Dem?
Solness.
Gerne det.
Brovik
(til Kaja).
der ind sålænge, du.
Kaja
(urolig).
Å, men onkel –
Brovik.
Gør som jeg siger, barn. Og luk døren efter dig.
(Kaja går nølende ind i tegneværelset, skotter angst og bønligt til Solness
og lukker døren.)
Brovik
(noget dæmpet).
Jeg vil ikke, at de stakkers barnene skal vide,
hvor ilde det har sig med mig.
Solness.
Ja, De ser svært klejn ud nu om dagene.
Brovik.
Med mig er det snart forbi. Kræfterne tar af
– fra den ene dagen til den anden.
s. 7
Solness.
Sæt Dem lidt.
Brovik.
Tak, – må jeg det?
Solness
(rykker lænestolen lidt tilrette).
Her. Vær så god. – Nå?
Brovik
(har sat sig med besvær).
Ja, det er jo dette her med Ragnar. Det er
det, som er det tyngste. Hvad skal det bli’ til
med ham?
Solness.
Deres søn, han blir naturligvis her hos mig, så
længe han bare vil.
Brovik.
Men det er jo netop det, han ikke vil. Ikke
synes, at han kan – nu længer.
Solness.
Nå, han er da ganske godt aflagt, skulde jeg
tro. Men skulde han forlange mere, så skal jeg ikke
være uvillig til at –
Brovik.
Nej, nej! Det er sletikke det. (utålmodig.) Men
han må da engang få lejlighed til at arbejde på
egen hånd, han også!
Solness
(uden at se på ham).
Tror De, at Ragnar har alle de rigtige evner
til det?
s. 8
Brovik.
Nej, se , det er jo det forfærdelige. Det, at
jeg er begyndt at tvile på gutten. For De har da
aldrig sagt så meget som – som et opmuntrende
ord om ham. Men så synes jeg, det er umuligt
andet alligevel. Han ha’ evnerne.
Solness.
Nå, men han har jo ingenting lært – sådan
grundigt. Undtagen det at tegne da.
Brovik
(ser med lønligt had på ham og siger hæst):
De havde heller ikke lært stort af faget, den-
gang De stod i tjeneste hos mig. Men De la’ i vej
lige fuldt, De. (drager vejret tungt.) Og slog Dem op.
Og tog luven både fra mig og – og fra så mange
andre.
Solness.
Ja, ser De, – det føjed sig nu slig for mig.
Brovik.
De har De ret i. Alting føjed sig for Dem.
Men så kan De da ikke ha’ hjerte til at la’ mig gå
i graven – uden at få se , hvad Ragnar duer til.
Og så vilde jeg jo gerne se dem gifte også – før
jeg går bort.
Solness
(hvast).
Er det hende, som vil ha’ det så?
Brovik.
Ikke Kaja så meget. Men Ragnar går og snak-
ker hver dag om det. (bønlig.) De , – De
hjælpe ham til noget selvstændigt arbejde nu! Jeg
få se noget, som gutten har gjort. Hører De det!
s. 9
Solness
(arrig).
Men jeg kan da, for fan’, ikke hale bestillinger
ned fra månen til ham!
Brovik.
Han kan få en pen bestilling nu netop. Et
stort arbejde.
Solness
(urolig, studsende).
Kan han?
Brovik.
Hvis De vilde gi’ Deres samtykke.
Solness.
Hvad slags arbejde er det?
Brovik
(noget nølende).
Han kan få bygge den villaen ude på Løvstrand.
Solness.
Den! Men den skal jo jeg selv bygge!
Brovik.
Å, De har jo ikke videre lyst til det.
Solness
(opfarende).
Ikke lyst! Jeg! Hvem tør sige det?
Brovik.
Det sa’ De jo selv nu nylig.
Solness.
Å, hør aldrig på, hvad jeg så’n – siger. –
Kan Ragnar få bygge den villaen?
s. 10
Brovik.
Ja. Han kender jo familjen. Og så har han, –
bare så’n for moros skyld, – gjort tegninger og over-
slag og altsammen –
Solness.
Og de tegningerne, de er de fornøjet med? De,
som skal bo der?
Brovik.
Ja. Dersom bare De vilde se dem igennem og
godkende dem, så –
Solness.
Så vilde de la’ Ragnar bygge hjemmet for sig?
Brovik.
De likte så svært godt det, som han vilde ha’
frem. De syntes, det var noget så aldeles nyt, dette
her, sa’ de.
Solness.
Åhå! Nyt! Ikke sligt noget gammeldags juks,
som det, jeg plejer bygge!
Brovik.
De syntes, det var noget andet.
Solness
(i undertrykt forbitrelse ).
Det var altså til Ragnar de kom her – mens
jeg var ude!
Brovik.
De kom her for at hilse på Dem. Og så spørge,
om De kunde være villig til at træde tilbage –
s. 11
Solness
(opfarende).
Træde tilbage! Jeg!
Brovik.
Ifald De fandt, at Ragnars tegninger –
Solness.
Jeg! Træde tilbage for Deres søn!
Brovik.
Træde tilbage fra aftalen, mente de.
Solness.
Å, det kommer jo ud på ét . ( ler forbitret .) Ja så
da! Halvard Solness, – han skal begynde at træde
tilbage nu! Gi’ plads for de, som yngre er. For de
aller yngste, kanske ! Bare gi’ plads! Plads! Plads!
Brovik.
Herregud, her er da vel plads til flere end en
eneste én –
Solness.
Å, her er nu ikke så svært rundeligt med plads
heller. Nå, det får nu være som det vil. Men jeg
træder aldrig tilbage! Viger aldrig for nogen! Aldrig
frivilligt. Aldrig i denne verden gør jeg det!
Brovik
(rejser sig med møje).
Skal jeg altså gå ud af livet uden tryghed?
Uden glæde? Uden tro og lid til Ragnar? Uden
at få se et eneste værk af ham? Skal jeg det?
Solness
(vender sig halvt til siden og mumler):
Hm, – spør’ da ikke mere nu.
s. 12
Brovik.
Jo, svar mig på det. Skal jeg gå så rent
fattig ud af livet?
Solness
(synes at kæmpe med sig selv; endelig siger han med lav men fast
stemme)
.
De får gå ud af livet slig, som De bedst véd
og kan.
Brovik.
Må så være da.
( han går opover gulvet.)
Solness
(går efter ham, halvt fortvilet).
Ja, for jeg kan ikke andet, skønner De! Jeg
er nu engang slig, som jeg er! Og jeg kan da
ikke skabe mig om heller!
Brovik.
Nej, nej, – De kan vel ikke det. (vakler og stand-
ser ved sofabordet.)
Får jeg lov til at ta’ et glas vand?
Solness.
Vær så god.
( skænker i og rækker ham glasset.)
Brovik.
Tak.
( drikker og sætter glasset fra sig.)
(Solness går hen og lukker op døren til tegneværelset.)
Solness.
Ragnar, – De får komme og følge Deres far
hjem.
(Ragnar rejser sig hurtig. Han og Kaja kommer ind i arbejdsværelset.)
s. 13
Ragnar.
Hvad er det, far?
Brovik.
Ta’ mig under armen. Så går vi.
Ragnar.
Ja vel. Ta’ dig, du også, Kaja.
Solness.
Frøken Fosli må bli’ efter. Bare et lidet øje-
blik. Jeg har et brev, som må skrives.
Brovik
(ser på Solness).
God nat. Sov godt – om De kan.
Solness.
God nat.
(Brovik og Ragnar går ud gennem forstuedøren. Kaja går hen til pulten.
Solness står med ludende hode tilhøjre ved lænestolen.)
Kaja
(usikker).
Er der noget brev –?
Solness
(kort).
Nej visst er der ikke, nej. (ser barskt på hende.)
Kaja!
Kaja
(angst, sagte).
Ja?
Solness
(peger befalende med fingeren mod gulvet).
Kom her hen! Straks!
s. 14
Kaja
(nølende).
Ja.
Solness
(som før).
Nærmere!
Kaja
(adlyder).
Hvad vil De mig?
Solness
(ser en stund på hende).
Er det Dem, jeg kan takke for dette her?
Kaja.
Nej, nej, tro da ikke det!
Solness.
Men gifte Dem, – det vil De jo nu.
Kaja
(sagte).
Ragnar og jeg har været forlovet i fire-fem
år, og så –
Solness.
Og så synes De, det får ha’ en ende. Er det
ikke så?
Kaja.
Ragnar og onkel siger, at jeg skal. Og så får
jeg jo føje mig da.
Solness
(mildere).
Kaja, holder De nu ikke i grunden lidt af Rag-
nar også?
s. 15
Kaja.
Jeg holdt svært meget af Ragnar engang. –
Før jeg kom her til Dem.
Solness.
Men ikke nu længer? Slet ikke?
Kaja
(lidenskabelig, folder hænderne imod ham).
Å, De véd jo, at nu holder jeg bare af en
eneste én! Ikke af nogen anden i hele verden. Kom-
mer aldrig til at holde af nogen anden!
Solness.
Ja, det siger De. Og så går De fra mig allige-
vel. La’r mig sidde her alene med det altsammen.
Kaja.
Men kunde jeg da ikke få bli’ hos Dem, om
også Ragnar –?
Solness
(afvisende).
Nej, nej, det la’r sig sletikke gøre. Går Ragnar
sin vej og gi’r sig til at arbejde på egen hånd, så
får han jo selv brug for Dem.
Kaja
(vrider hænderne).
Å, jeg synes ikke, at jeg kan skilles fra Dem!
Det er da så rent, rent umuligt, synes jeg!
Solness.
Så se til, at De kan få Ragnar bort fra disse
her dumme indfaldene. Gift Dem med ham så meget
De vil – (forandrer tonen.) Ja, ja, jeg mener, – få ham
til at bli’ i sin gode stilling her hos mig. For så
kan jeg jo få beholde Dem også, kære Kaja.
s. 16
Kaja.
Å ja, hvor dejligt det vilde være, om det kunde
mage sig så!
Solness
(fatter hende med begge hænder om hodet og hvisker):
For jeg kan ikke være Dem foruden, skønner
De. Må ha’ Dem hos mig her hver eneste dag.
Kaja
(nervøst henrevet).
Å Gud ! Å Gud !
Solness
(kysser hende på håret).
Kaja, – Kaja!
Kaja
(segner ned for ham).
Å, hvor snil De er imod mig! Hvor usigelig
snil De er!
Solness
( heftig ).
Rejs Dem! Rejs Dem da, for –! Jeg synes,
jeg hører nogen!
( han hjælper hende op. Hun vakler hen til pulten.)
(Fru Solness kommer i døren til højre . Hun ser mager og forgræmmet
ud, med spor af fordums skønhed. Blonde hængekrøller. Elegant, helt
sort klædt. Taler noget langsomt og med klagende stemme.)
Fru Solness
(i døren).
Halvard!
Solness
(vender sig).
Å, er du der, kære –?
s. 17
Fru Solness
(med et blik på Kaja).
Jeg kommer nok til ulejlighed, jeg, kan jeg
skønne.
Solness.
Aldeles ikke. Frøken Fosli har bare et lidet
brev at skrive.
Fru Solness.
Ja, jeg ser det.
Solness.
Hvad var det så du vilde mig, Aline?
Fru Solness.
Jeg vilde bare si’, at doktor Herdal sidder inde
i hjørnestuen. Kommer du kanske ind, du også,
Halvard?
Solness
(ser mistænksom på hende).
Hm, – vil doktoren så nødvendig snakke med
mig, du?
Fru Solness.
Nej, så nødvendig just ikke. Han kom indom
på besøg til mig. Og så vilde han jo gerne hilse
på dig med det samme.
Solness
( ler stille).
Kan tænke mig det, ja. Nå, så får du be’ ham
vente lidt.
Fru Solness.
Og så kommer du ind til ham siden?
Solness.
Kanske det. Siden, – siden, kære. Om lidt.
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
2
s. 18
Fru Solness
(atter med et blik til Kaja).
Ja, glem det nu bare ikke, Halvard.
( trækker sig tilbage og lukker døren efter sig.)
Kaja
(sagte).
Å Gud , å Gud , – fruen tænker visst noget ondt
om mig!
Solness.
Å, sletikke det. Ikke mere end vanlig ialfald.
Men det er bedst, at De går nu alligevel, Kaja.
Kaja.
Ja, ja, nu jeg gå.
Solness
(strængt).
Og så bringer De dette her andet i orden for
mig. Hører De det!
Kaja.
Å, gid det så sandt stod til mig, så –
Solness.
Jeg vil ha’ det i orden, siger jeg! Og det
imorgen den dag!
Kaja
(angstfuldt).
Går det ikke på anden måde, så skal jeg gerne
gøre det forbi med ham.
Solness
(opfarende).
Gøre det forbi! Er De ble’t rent gal! Vil De
gøre det forbi?
s. 19
Kaja
(fortvilet).
Ja, heller det. For jeg , – jeg få bli’
her hos Dem! Kan ikke gå ifra Dem! Så rent, –
rent umuligt, det!
Solness
(bruser ud).
Men, for fan’, – Ragnar da! Det er jo netop
Ragnar, som jeg –
Kaja
(ser på ham med forskrækkede øjne).
Er det mest for Ragnars skyld, at – at De –?
Solness
(fatter sig).
Å nej visst ikke, nej! De skønner da ingenting
heller. (mildt og sagte.) Det er naturligvis Dem, jeg
vil ha’. Først og fremst Dem, Kaja. Men just der-
for må De få Ragnar til at bli’ i stillingen også.
Så, så, – gå nu hjem.
Kaja.
Ja, ja, god nat da.
Solness.
God nat. (idet hun vil gå.) Å, hør her! Ligger
Ragnars tegninger derinde?
Kaja.
Ja, jeg så ikke, han tog dem med sig.
Solness.
Så gå ind og find dem til mig. Jeg kunde
kanske se lidt på dem alligevel.
2*
s. 20
Kaja
(glad).
Å ja, gør endelig det!
Solness.
For Deres skyld, kære Kaja. Nå, la’ mig så
få dem i en fart, hører De!
(Kaja skynder sig ind i tegneværelset, roder ængstelig i bordskuffen,
finder frem en mappe og bringer den.)
Kaja.
Her er alle tegningerne.
Solness.
Godt. Læg dem der borte på bordet.
Kaja
(lægger mappen fra sig).
God nat da. (bønlig.) Og tænk godt og snilt
på mig.
Solness.
Å, det gør jeg jo altid. God nat, kære lille
Kaja. (skotter til højre.) Gå så da!
(Fru Solness og doktor Herdal kommer gennem døren til højre. Han
er en ældre, fyldig herre med rundt, veltilfreds ansigt, skægløs, har tyndt,
lyst hår og bærer guldbriller.)
Fru Solness
(endnu i døren).
Halvard, nu kan jeg ikke holde på doktoren
længer.
Solness.
Nå, kom De bare her.
Fru Solness
(til Kaja, som skruer pultlampen ned).
Alt færdig med brevet, frøken?
s. 21
Kaja
(forvirret).
Brevet –?
Solness.
Ja, det var et ganske kort et.
Fru Solness.
Det må visst ha’ været svært kort.
Solness.
De kan gerne gå, frøken Fosli. Og kom så
betids igen imorgen.
Kaja.
Det skal jeg nok. – God nat, frue.
( hun går ud gennem forstuedøren.)
Fru Solness.
Det må være godt for dig, det, Halvard, at du
har fåt fat på denne frøkenen.
Solness.
Ja såmæn . Hun er brugbar til noget af hvert, hun.
Fru Solness.
Hun lader til det.
Doktor Herdal.
Flink i bogførsel også?
Solness.
Nå, – en del øvelse har hun jo altid fåt i disse
to årene. Og så er hun snil og villig til hvad det
skal være.
Fru Solness.
Ja, det må jo være en stor behagelighed –
s. 22
Solness.
Det er det. Især når en ikke er forvænt i så
henseende.
Fru Solness
(mildt bebrejdende).
Kan du sige det, Halvard?
Solness.
Å nej, nej, kære Aline. Jeg be’r om forladelse.
Fru Solness.
Ingen årsag. – Ja, doktor, så kommer De altså
igen siden og drikker te hos os?
Doktor Herdal.
Bare jeg har gjort det sygebesøget, så kom-
mer jeg.
Fru Solness.
Tak for det.
( hun går ud gennem døren til højre.)
Solness.
Har De hastværk, doktor?
Doktor Herdal.
Nej, på ingen måde.
Solness.
Må jeg få snakke lidt med Dem da?
Doktor Herdal.
Ja, særdeles gerne.
Solness.
Så lad os sætte os ned.
( han anviser doktoren plads i gyngestolen og sætter sig selv i lænestolen.)
s. 23
Solness
(ser prøvende på ham).
Sig mig, – mærked De noget hos Aline?
Doktor Herdal.
Nu, da hun var her inde, mener De?
Solness.
Ja. Ligeover for mig. La’ De mærke til noget?
Doktor Herdal
(smiler).
Ja, for fanden, – en kunde da ikke godt undgå
at lægge mærke til, at Deres hustru, – hm –
Solness.
Nå?
Doktor Herdal.
– at Deres hustru ikke synes videre godt om
denne frøken Fosli.
Solness.
Ikke andet? Det har jeg selv mærket, det.
Doktor Herdal.
Og det er jo ikke så underligt endda.
Solness.
Hvilket?
Doktor Herdal.
At hun ikke præcist liker, at De sådan dag-
stødt har et andet fruentimmer hos Dem.
Solness.
Nej, nej, De kan ha’ ret i det. Og Aline også.
Men den ting, – det kan nu ikke være ander-
ledes, det.
s. 24
Doktor Herdal.
Kunde De ikke ta’ Dem en kontorist da?
Solness.
Den første den bedste fyr? Nej tak, – det kan
jeg ikke være tjent med.
Doktor Herdal.
Men når nu Deres hustru –? Så svag, som
hun er –. Når hun nu ikke tåler at se på dette her?
Solness.
Ja, det får i Guds navn være det samme, –
havde jeg nær sagt. Jeg beholde Kaja Fosli.
Kan ikke bruge nogen anden end netop hende .
Doktor Herdal.
Ingen anden?
Solness
(kort).
Nej, ingen anden.
Doktor Herdal
(rykker sin stol nærmere).
Hør nu her, kære herr Solness. Må jeg få lov
til at gøre Dem et spørsmål i al fortrolighed?
Solness.
Ja, vær så god.
Doktor Herdal.
Fruentimmer, ser De, – de har i visse ting en
forbandet fin sporsans –
Solness.
Det har de. Det er visst og sandt. Men –?
s. 25
Doktor Herdal.
Nå. Hør så bare. Når nu Deres hustru aldeles
ikke kan udstå denne Kaja Fosli –?
Solness.
Ja, hvad så?
Doktor Herdal.
– har hun da ikke sådan en – en bitte liden
grund for denne uvilkårlige uvilje?
Solness
(ser på ham og rejser sig).
Åhå!
Doktor Herdal.
Ta’ mig det ikke ilde op. Men har hun ikke det?
Solness
(kort og bestemt).
Nej.
Doktor Herdal.
Slet aldeles ingen grund altså?
Solness.
Ingen anden grund end sin egen mistænksomhed.
Doktor Herdal.
Jeg véd, at De har kendt adskillige kvinder i
Deres liv.
Solness.
Ja, det har jeg.
Doktor Herdal.
Og syntes ganske godt om enkelte af dem også.
Solness.
Å ja, det med.
s. 26
Doktor Herdal.
Men i dette her med frøken Fosli –? Her er
der altså ikke sligt noget med i spillet?
Solness.
Nej. Ikke nogetsomhelst – fra min side.
Doktor Herdal.
Men fra hendes da?
Solness.
Det synes jeg ikke, De har ret til at spørge
om, doktor.
Doktor Herdal.
Det var Deres hustrus sporsans, vi gik ud fra.
Solness.
Var så, ja. Og for vidt –. (sænker stemmen.)
Alines sporsans, som De siger, – den har på en
viss måde ståt sin prøve, den.
Doktor Herdal.
Nå, – ser vi det!
Solness
(sætter sig).
Doktor Herdal, – nu skal jeg fortælle Dem en
underlig historie. Hvis De vil høre på den da.
Doktor Herdal.
Jeg hører gerne på underlige historier.
Solness.
Nå, godt og vel. De husker sagtens, at jeg tog
Knut Brovik og sønnen i min tjeneste, – dengang
det var gåt så rent til agters med den gamle.
s. 27
Doktor Herdal.
Det kender jeg så nogenlunde, ja.
Solness.
For de er i grunden et par flinke fyrer, de to,
ser De. De har evner, hver på sin måde. Men så
fandt sønnen på at forlove sig. Og så, naturligvis,
så skulde han til at gifte sig, – og begynde at
bygge selv. For allesammen så tænker de nu på
sligt noget, de unge.
Doktor Herdal
( ler ).
Ja, de har den uvane, at de gerne vil sammen.
Solness.
Nå. Men det kunde jo ikke jeg være tjent
med. For jeg havde jo selv brug for Ragnar. Og
for den gamle også. Han er nu så svært flink til
beregninger af bæreævne og kubikindhold – og alt
det dævelskab, han, ser De.
Doktor Herdal.
Å ja, det hører vel med, det også.
Solness.
Gør så, ja. Men Ragnar, han skulde og han
vilde begynde på egen hånd. Der var ingen råd
med det.
Doktor Herdal.
Men han er da ble’t hos Dem alligevel.
Solness.
Ja, nu skal De bare høre. En dag så kom hun,
Kaja Fosli, ind til dem i et ærende. Havde aldrig
været her før. Og da jeg fik se , hvor inderlig for-
s. 28

gabet de to var i hverandre, så slog den tanke ned
i mig: kunde jeg få hende her på kontoret, så blev
kanske Ragnar siddende, han også.
Doktor Herdal.
Det var jo en nokså rimelig tanke.
Solness.
Ja, men jeg ymted ikke et levende ord om sligt
noget dengang. Stod bare og så’ på hende – og
ønsked så rigtig ihærdig, at jeg havde hende her.
Så snakked jeg lidt venlig til hende, – så’n om løst
og fast. Og dermed gik hun sin vej.
Doktor Herdal.
Nå?
Solness.
Men så næste dag, så’n udover kvælden, da
gamle Brovik og Ragnar var gå’t hjem, så kom hun
til mig her igen og tede sig, som om jeg havde
truffet en aftale med hende.
Doktor Herdal.
En aftale? Om hvad?
Solness.
Akkurat om det, som jeg bare havde ståt her
og ønsket. Men som jeg sletikke havde sagt et
eneste ord om.
Doktor Herdal.
Det var ret mærkeligt.
Solness.
Ja, var det ikke? Og nu vilde hun vide, hvad
hun skulde bestille her. Om hun kunde få begynde
straks den næste morgen. Og sligt noget.
s. 29
Doktor Herdal.
Tror De ikke, hun gjorde det for at få være
sammen med kæresten?
Solness.
Det faldt mig også ind i førstningen. Men nej,
det var ikke så. Fra ham gled hun ligesom rent
bort, – da hun vel var kommen her til mig.
Doktor Herdal.
Gled over til Dem da?
Solness.
Ja, så helt og holdent. Jeg kan mærke, at hun
føler det, når jeg ser på hende bagfra. Hun dirrer
og hun ryster, bare jeg kommer i nærheden af
hende. Hvad synes De om det?
Dortor Herdal.
Hm, – det lar sig jo nok forklare.
Solness.
Nå, men det andet da? Det, at hun trode jeg
havde sagt hende, hvad jeg bare havde ønsket og
villet – sådan i stilhed. Indvendig. For mig selv.
Hvad siger De om det ? Kan De forklare mig sligt
noget, doktor Herdal?
Doktor Herdal.
Nej, det indlader jeg mig ikke på.
Solness.
Kunde tænke mig det på forhånd. Derfor så
har jeg aldrig før villet snakke om det heller. –
Men det er så forbandet brydsomt for mig i længden,
skønner De. Her må jeg gå dagstødt og lade som
s. 30

om jeg –. Og det er jo synd imod hende, stakker.
(heftig.) Men jeg kan ikke andet! For render hun
ifra mig, – så går Ragnar sin vej også.
Doktor Herdal.
Og De har ikke fortalt Deres hustru sammen-
hængen i dette?
Solness.
Nej.
Doktor Herdal.
Hvorfor i alverden gør De ikke det da?
Solness
(ser fast på ham og siger dæmpet).
Fordi jeg synes der ligger ligesom – ligesom
en slags velgørende selvpinsel for mig i det at la’
Aline få gøre mig uret.
Doktor Herdal
(ryster på hodet).
Dette her forstår jeg ikke det Guds skabte
ord af.
Solness.
Jo, ser De, – for det er da ligesom en smule
afdrag på en bundløs, umådelig gæld –
Doktor Herdal.
Til Deres hustru?
Solness.
Ja. Og det letter jo altid lidt op i sindet. En
kan få puste friere ud en stund da, forstår De.
Doktor Herdal.
Nej, ved Gud , om jeg forstår et ord –
s. 31
Solness
( afbryder , rejser sig igen).
Ja, ja, ja, – så snakker vi ikke mere om det
heller.
( han driver henover gulvet, kommer tilbage og standser ved bordet.)
Solness
(ser på doktoren med et lunt smil).
De synes vel, at De har fåt mig dygtig godt
på glid nu, doktor?
Doktor Herdal
(noget ærgerlig).
På glid? Det skønner jeg heller ikke et gran
af, herr Solness.
Solness.
Å, si’ De det bare rent ud. For jeg har så
inderlig godt mærket det, ser De!
Doktor Herdal.
Hvad har De mærket for noget?
Solness
(dæmpet, langsomt).
At De går her så lunt og holder øje med mig.
Doktor Herdal.
Gør jeg! Hvorfor i alverden skulde jeg gøre
det?
Solness.
Fordi De tror, at jeg – (opfarende.) Nå for fa’n ,
– De tror om mig det samme, De, som Aline tror?
Doktor Herdal.
Og hvad tror så hun om Dem da?
s. 32
Solness
(atter behersket).
Hun er begyndt at tro, at jeg er sådan – så-
dan – syg.
Doktor Herdal.
Syg! De! Det har hun aldrig sagt et levende
ord om til mig. Hvad skulde der da fejle Dem,
kære?
Solness
(læner sig over stolryggen og hvisker).
Aline går her og tror, at jeg er gal. Det
gør hun.
Doktor Herdal
(rejser sig).
Men, kæreste, bedste herr Solness –!
Solness.
Jo, så min s’æl og salighed –! Således er det.
Og det har hun fåt Dem til at tro på også! Å,
jeg kan forsikre Dem, doktor, – jeg mærker det så
godt, så godt på Dem. For jeg la’r mig ikke lure
så let, jeg, skal jeg si’ Dem.
Doktor Herdal
(ser forundret på ham).
Aldrig, herr Solness, – aldrig med en tanke er
sligt noget faldet mig ind.
Solness
(med et vantro smil).
Ja så? Virkelig ikke det?
Doktor Herdal.
Nej, aldrig! Og visst aldrig Deres hustru heller.
Det tror jeg næsten, jeg tør sværge på.
s. 33
Solness.
Nå, det skulde De dog helst la’ være. For på
en måde, ser De, så – så kunde hun jo kanske
også ha’ grund til at tro noget sligt.
Doktor Herdal.
Nej, nu må jeg rigtignok sige –!
Solness
(afbrydende, slår ud med hånden).
Ja, ja, kære doktor, – la’ os så ikke komme
nærmere ind på dette her. Det er bedst, at hver
blir ved sit. (slår over i en stille lystighed.) Men hør nu,
doktor – hm –
Doktor Herdal.
Ja?
Solness.
Når De nu altså ikke tror, at jeg er – sådan
– syg – og forrykt – og gal og sligt noget –
Doktor Herdal.
Hvad så, mener De?
Solness.
Så må De vel sagtens bilde Dem ind, at jeg
er en svært lykkelig mand da?
Doktor Herdal.
Skulde det bare være en indbildning?
Solness
( ler ).
Nej, nej, – forstår sig! Gud bevar’s vel! Tænk
det, – at være bygmester Solness! Halvard Solness !
Jo, jeg takker, jeg!
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
3
s. 34
Doktor Herdal.
Ja, jeg må virkelig sige, at for mig står det,
som om De har havt lykken med Dem i en ganske
utrolig grad.
Solness
(undertrykker et tungt smil).
Det har jeg. Kan ikke klage på det.
Doktor Herdal.
Først så brændte jo den gamle fæle røverborgen
ned for Dem. Og det var da sandelig et stort held.
Solness
(alvorlig).
Det var Alines familjehjem, som brændte. Husk
det.
Doktor Herdal.
Ja, for hende må det jo ha’ været en tung
sorg.
Solness.
Hun har ikke forvundet det den dag idag. Ikke
i alle disse tolv-tretten år.
Doktor Herdal.
Det, som fulgte bagefter, det var vel det værste
slag for hende.
Solness.
Det ene med det andet.
Doktor Herdal.
Men De, – De selv, – De svang Dem da op
på det. Var begyndt som en fattig gut fra lands-
bygden, – og står nu her som første mand på Deres
område. Å jo, herr Solness, De har da rigtignok
havt lykken med Dem.
s. 35
Solness
(ser sky hen til ham).
Ja, men det er jo netop det, som jeg går og
gruer så forfærdelig for.
Doktor Herdal.
Gruer De? For at De har lykken med Dem?
Solness.
Både sent og tidlig gør det mig så ræd, – så
ræd. For engang må vel omslaget komme, skøn-
ner De.
Doktor Herdal.
Å, snak! Hvor skulde det omslag komme fra?
Solness
(fast og sikker).
Det kommer fra ungdommen.
Doktor Herdal.
Pyt! Ungdommen! De er da vel ikke aflægs,
De, skulde jeg tro. Å nej, – De står visst nu så
grundmuret her, som De kanske aldrig før har ståt.
Solness .
Omslaget kommer. Jeg aner det. Og jeg føler
at det nærmer sig. En eller anden gi’r sig til at
kræve: træd tilbage for mig! Og så stormer alle
de andre efter og truer og skriger: gi’ plads, – gi’
plads, – gi’ plads! Jo, pas De bare på, doktor. En-
gang kommer ungdommen her og banker på døren –
Doktor Herdal
( ler ).
Nå, Herregud , hvad så?
3*
s. 36
Solness.
Hvad så? Jo, så er det slut med bygmester
Solness.
(Det banker på døren til venstre.)
Solness
(farer sammen).
Hvad er det? Hørte De noget?
Doktor Herdal.
Der er nogen som banker.
Solness
(højt).
Kom ind!
(Hilde Wangel kommer ind gennem forstuedøren. Hun er af middels
højde, smidig, og fint bygget. Lidt brunet af solen. Klædt i turistdragt,
med ophæftet skørt, udslået matroskrave og en liden sømandshat på
hodet. Randsel på ryggen, plæd i rem og lang bergstok.)
Hilde Wangel
(går med tindrende glade øjne imod Solness).
God aften!
Solness
(ser uviss på hende).
God aften –
Hilde
( ler ).
Jeg tror næsten, at De ikke kender mig igen!
Solness.
Nej, – jeg må rigtignok si’, at – så’n i øje-
blikket –
Doktor Herdal
(går nærmere).
Men jeg kender Dem igen, frøken –
s. 37
Hilde
(fornøjet).
Å nej, er det Dem, som –!
Doktor Herdal.
Ja visst er det mig. (til Solness.) Vi mødtes oppe
på en af fjeldstuerne nu isommer. (til Hilde.) Hvad
blev der så af de andre damerne?
Hilde.
Å, de tog vejen vestover, de.
Doktor Herdal.
De likte nok ikke rigtig, at vi gjorde al den
sjau om kvælden.
Hilde.
Nej, de likte visst ikke det.
Doktor Herdal
(truer med fingeren).
Og det var nu ikke frit for, heller, at De koket-
terte en smule med os.
Hilde.
Det var da vel morsommere, det, end at sidde
og binde hosesokker med alle de kærringerne.
Doktor Herdal
( ler ).
Det er jeg så fuldkommen enig med Dem i!
Solness.
Kom De til byen nu ikvæld?
Hilde.
Ja, nu netop kom jeg.
s. 38
Doktor Herdal.
Ganske alene, frøken Wangel?
Hilde.
Ja da!
Solness.
Wangel? Heder De Wangel?
Hilde
(ser lystig forundret på ham).
Ja visst gør jeg da vel det.
Solness.
Så er De kanske datter af distriktslægen oppe
i Lysanger?
Hilde
(som før).
Ja, hvem skulde jeg ellers være datter af?
Solness.
Nå, så har vi truffet hinanden der oppe da.
Den sommer, da jeg var der og bygged tårn på den
gamle kirken.
Hilde
(alvorligere).
Ja vel var det dengang.
Solness.
Nå, det er lange tider siden, det.
Hilde
(ser fast på ham).
Det er akkurat de ti år siden.
Solness.
Og dengang var De vel bare barnet, kan jeg
tænke.
s. 39
Hilde
(henkastende).
Så’n en tolv-tretten år ialfald.
Doktor Herdal.
Er det første gang, De er her i byen, frøken
Wangel?
Hilde.
Ja, det er såmæn det.
Solness.
Og De kender kanske ingen her?
Hilde.
Ingen uden Dem. Ja, og så Deres frue.
Solness.
Så De kender hende også?
Hilde.
Lidt bare. Vi var sammen nogen dage på
sanatoriet –
Solness.
der oppe.
Hilde.
Hun sa’, at jeg gerne måtte besøge hende, hvis
jeg skulde komme her til byen. (smiler.) Det havde
hun nu for resten ikke behøvet.
Solness.
At hun sletikke har snakket om det
(Hilde sætter stokken fra sig ved ovnen, spænder randselen af og lægger
den og plædet på sofaen. Doktor Herdal vil være behjælpelig. Solness
står og ser på hende.)
s. 40
Hilde
(går imod ham).
Nå, så vil jeg be’, at jeg må få bli’ her inat da.
Solness.
Det kan visst så godt la’ sig gøre.
Hilde.
For jeg har ikke andre klæ’r, end de, jeg går
i. Ja, og så et sæt undertøj i randselen. Men det
må vaskes. For det er så svært skiddent.
Solness.
Å ja, det blir der nok råd for. Nu skal jeg
bare si’ min hustru til –
Doktor Herdal.
Så vil jeg gøre mit sygebesøg imens.
Solness.
Ja, gør det. Og siden så kommer De jo igen.
Dortor Herdal
(lystig, med et blik på Hilde).
Ja, det kan De rigtignok forbande Dem på!
( ler .) De spåde sandt alligevel, De, herr Solness!
Solness.
Hvorledes det?
Doktor Herdal.
Ungdommen kom altså dog og banked på hos
Dem.
Solness
(oplivet).
Ja, det var nu på en anden måde, det.
s. 41
Doktor Herdal.
Var så, ja. Unægtelig det!
( han går ud gennem forstuedøren. Solness åbner døren til højre og taler
ind i sideværelset.)
Solness.
Aline! Du må være så snil at komme ind.
Her er en frøken Wangel, som du kender.
Fru Solness
(kommer frem i døren).
Hvem er det, si’r du? (ser Hilde.) Å, er det Dem,
frøken? (går nærmere og rækker hende hånden.) Så kom De
da til byen alligevel.
Solness.
Frøken Wangel er kommet nu netop. Og så
be’r hun, at hun må få bli’ her natten over.
Fru Solness.
Her hos os? Ja, så gerne det.
Solness.
For at få sit tøj gjort lidt istand, skønner du.
Fru Solness.
Jeg skal ta’ mig af Dem, så godt jeg kan.
Det er bare pligt, det. Deres kuffert kommer vel
efter?
Hilde.
Jeg har ingen kuffert.
Fru Solness.
Nå, det ordner sig nok, vil jeg håbe. Men nu
får De ta’ tiltakke her hos min mand sålænge. Så
skal jeg se at få et værelse gjort lidt hyggeligt for
Dem.
s. 42
Solness.
Kan vi ikke ta’ et af barnekammerserne? For
de står jo fuldt færdige, de.
Fru Solness.
Å jo. Der har vi mere end plads nok. (til Hilde.)
Sæt Dem nu ned og hvil Dem lidt.
( hun går ud til højre.)
(Hilde, med hænderne på ryggen, driver omkring i stuen og ser på et
og andet. Solness står foran ved bordet, ligeledes med hænderne på
ryggen, og følger hende med øjnene.)
Hilde
(standser og ser på ham).
Har De flere barnekammerser, De?
Solness.
Her er tre barnekammerser i huset.
Hilde.
Det var svært. Så har De vel fælt mange
barn da?
Solness.
Nej. Vi har ingen barn. Men nu kan jo De
få være barn her sålænge.
Hilde.
For inat, ja. Jeg skal ikke skrike. Jeg vil
prøve, om jeg ikke kan få sove som en sten.
Solness.
Ja, De er vel svært træt, kan jeg tro.
Hilde.
Nej da! Men alligevel –. For det er så ra-
sende dejligt at ligge så’n og drømme.
s. 43
Solness.
Drømmer De tidt så’n om nætterne?
Hilde.
Ja da! Næsten altid.
Solness.
Hvad drømmer De så mest om da?
Hilde.
Det si’r jeg ikke ikvæld. En anden gang –
kanske.
( hun driver atter hen over gulvet, standser ved pulten og roder lidt om
mellem bøgerne og papirerne.)
Solness
(går nærmere).
Er det noget, De leder efter?
Hilde.
Nej, jeg står bare og ser på alt dette her.
(vender sig.) Kanske jeg ikke ?
Solness.
Jo, vær så god.
Hilde.
Er det Dem, som skriver i den store proto-
kollen?
Solness.
Nej, det er bogholdersken.
Hilde.
Et fruentimmer?
Solness
(smiler).
Ja naturligvis.
s. 44
Hilde.
En så’n en, som De har her hos Dem?
Solness.
Ja.
Hilde.
Er hun gift, hun?
Solness.
Nej, det er en frøken.
Hilde.
.
Solness.
Men hun gifter sig visst snart nu.
Hilde.
Det er jo bra’ for hende, det.
Solness.
Men ikke videre bra’ for mig. For så har jeg
ingen til at hjælpe mig.
Hilde.
Kan De ikke få fat på en anden en, som er
lige så god da?
Solness.
Kanske De vilde bli’ her og – og skrive i pro-
tokollen?
Hilde
(ser nedad ham).
Jo, det kan De tro! Nej tak, – det skal vi
ikke ha’ noget af.
( hun driver atter hen over gulvet og sætter sig i gyngestolen. Solness
går også til bordet.)
s. 45
Hilde
(ligesom fortsættende).
– for her er da vel andet at ta’ sig til, end
sligt noget. (ser smilende på ham.) Mener ikke De også det?
Solness.
Forstår sig. Først og fremst så skal De vel
omkring i butikkerne og fa fiffet Dem rigtig op.
Hilde
(lystig).
Nej, jeg tror helst, jeg la’r være det!
Solness.
Så?
Hilde.
Ja, for jeg har sat alle pengene mine overstyr,
må De vide.
Solness
( ler ).
Hverken kuffert eller penge altså!
Hilde.
Ingen af delene. Men skidt, – det kan også
være det samme nu.
Solness.
Se, det kan jeg rigtig like Dem for!
Hilde.
Bare for det?
Solness.
For det ene med det andet. (sætter sig i lænestolen.)
Lever Deres far endnu?
s. 46
Hilde.
Ja, far lever.
Solness.
Og nu tænker De kanske på at studere her-
inde?
Hilde.
Nej, det er ikke faldt mig ind.
Solness.
Men De blir da vel her i nogen tid, véd jeg?
Hilde.
Alt efter som det føjer sig.
( hun sidder en stund og gynger sig og ser på ham, halvt alvorlig, halvt
med et undertrykt smil. Derpå tager hun hatten af og lægger den foran
sig på bordet.)
Hilde.
Bygmester Solness?
Solness.
Ja?
Hilde.
Er De svært glemsom, De?
Solness.
Glemsom? Nej, ikke så vidt jeg véd.
Hilde.
Men vil De da sletikke til at snakke med mig
om det deroppe fra?
Solness
(studser et øjeblik).
Oppe fra Lysanger? (ligegyldig.) Nå, det er da
ikke stort at snakke om, det, synes jeg.
s. 47
Hilde
(ser bebrejdende på ham).
Hvorfor skal De nu sidde og si’ sligt!
Solness.
Nå, så snak De til mig om det da.
Hilde.
Da tårnet var færdigt, så havde vi stor stads
i byen.
Solness.
Ja, den dagen glemmer jeg ikke så let.
Hilde
(smiler).
Ikke det? Det er snilt af Dem, det!
Solness.
Snilt ?
Hilde.
Der var musik på kirkegården. Og mange,
mange hundrede mennesker. Vi skolepiger var hvid-
klædte, vi. Og så havde vi flag allesammen.
Solness.
Å jo, de flagene, – de husker jeg rigtignok!
Hilde.
Så steg De rakt opover stilladset. Lige op til
det allerøverste. Og en stor krans havde De med
Dem. Og den kransen hængte De helt oppe på
vindfløjen.
Solness
(kort, afbrydende).
Jeg brugte så dengang. For det er en gammel
skik, det.
s. 48
Hilde.
Det var så vidunderlig spændende at stå der-
nede og se op til Dem. Tænk, om han nu faldt
udover! Han, – bygmesteren selv!
Solness
(ligesom afledende).
Ja, ja, ja, det kunde s’gu godt ha’ hændt, det.
For en af disse her hvidklædte dævelungerne, – hun
bar sig slig og skreg slig op til mig –
Hilde
(tindrende glad).
«Hurra for bygmester Solness»! Ja!
Solness.
– og vifted og svinged slig med flaget sit, at
jeg – at jeg næsten blev ør i hodet af at se på det.
Hilde
(sagtere, alvorlig).
Den dævelungen, – det var mig, det.
Solness
(fæster øjnene stivt på hende).
Det er jeg viss på nu. Det ha’ været
Dem.
Hilde
(atter livfuld).
For det var så forfærdelig dejligt og spændende.
Jeg kunde ikke skønne, at der fandtes en bygmester
i hele verden, som kunde bygge så umådelig højt
tårn. Og så, at De stod allerøverst deroppe selv!
Lyslevende! Og at De sletikke blev en smule svim-
mel! Det var nu det aller mest – så’n – svimlende
at tænke sig.
s. 49
Solness.
Hvoraf vidste De da så sikkert, at jeg ikke
var –?
Hilde
(afvisende).
Nej da! Fy! Det kendte jeg indvendig. For
ellers så kunde De jo ikke ståt og sunget deroppe.
Solness
(ser forundret på hende).
Sunget? Sang jeg?
Hilde.
Ja, det gjorde De da rigtignok.
Solness
(ryster på hodet).
Jeg har aldrig sunget en tone i mit liv.
Hilde.
Jo, De sang dengang. Det hørtes som harper
i luften.
Solness
(tankefuld).
Det er noget forunderligt noget, – dette her.
Hilde
(tier en stund, ser på ham og siger dæmpet).
Men , – bagefter, – kom jo det rigtige.
Solness.
Det rigtige?
Hilde
(tindrende livlig).
Ja, det behøver jeg da vel ikke at minde
Dem om?
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
4
s. 50
Solness.
Å jo, mind mig lidt om det også.
Hilde.
Kan De ikke huske, at der blev holdt stor
middag for Dem i klubben?
Solness.
Jo vel. Det må ha’ været samme eftermiddagen,
det. For næste morgen så rejste jeg.
Hilde.
Og fra klubben var De bedt hjem hos os til
aftens.
Solness.
Det er ganske rigtig, frøken Wangel. Mærk-
værdig, hvor godt De har indpræntet Dem alle disse
småtingene.
Hilde.
Småting! Jo, De er god! Var det kanske en
småting, det også, at jeg var alene i stuen, da De
kom?
Solness.
Var De altså det?
Hilde
(uden at svare ham).
Dengang kaldte De mig ikke for dævelunge.
Solness.
Nej, det gjorde jeg vel ikke.
Hilde.
De så’, at jeg var dejlig i den hvide kjolen.
Og at jeg så ud som en liden prinsesse.
s. 51
Solness.
Det gjorde De visst også, frøken Wangel. Og
dertil – så let og fri, som jeg kendte mig den
dagen –
Hilde.
Og så sa’ De, at når jeg blev stor, så skulde
jeg være Deres prinsesse.
Solness
( ler lidt).
Se, se, – sa’ jeg det også?
Hilde.
Ja, De gjorde det. Og da jeg så spurgte , hvor
længe jeg skulde vente, så sa’ De, at De vilde
komme igen om ti år, – som et trold, – og bort-
føre mig. Til Spanien eller noget sligt. Og der
skulde De købe et kongerige til mig, lovte De.
Solness
(som før).
Ja, efter en god middag ser en ikke så nøje på
skillingen. Men sa’ jeg virkelig alt dette her?
Hilde
( ler stille).
Ja. Og De sa’ også, hvad det kongeriget skulde
hede.
Solness.
Nå da?
Hilde.
Det skulde hede kongeriget Appelsinia, sa’ De.
Solness.
Nå, det var jo et appetitligt navn.
4*
s. 52
Hilde.
Nej, jeg likte det sletikke. For det var jo som
om De vilde gøre nar af mig.
Solness.
Men det var da visst ikke min mening.
Hilde.
Nej, det skulde en jo rigtignok også tro. Efter
det, som De gjorde bagefter, så –
Solness.
Hvad i alverden gjorde jeg da bagefter?
Hilde.
Jo, det mangled bare, at De havde glemt det
også! For sligt noget må en da vel sagtens huske,
véd jeg.
Solness.
Ja, ja, sæt mig bare lidt på glid, så kan-
ske –. Nå?
Hilde
(ser fast på ham).
De tog og kyssed mig, bygmester Solness.
Solness
(med åben mund, rejser sig op fra stolen).
Gjorde jeg!
Hilde.
Jaha, De gjorde det. De tog mig med begge
armene og bøjed mig bagover, og kyssed mig. Mange
gange.
Solness.
Nej, men kære, snille frøken Wangel –!
s. 53
Hilde
(rejser sig).
De vil da vel aldrig nægte det?
Solness.
Jo, det vil jeg rigtignok nægte!
Hilde
(ser hånlig på ham).
.
( hun vender sig og går langsomt tæt hen til ovnen, hvor hun blir stående
bortvendt og ubevægelig med hænderne på ryggen. Kort ophold.)
Solness
(går varsomt hen bag hende).
Frøken Wangel –?
Hilde
(tier og rører sig ikke).
Solness.
Stå nu ikke der som en stenstøtte. Dette her,
De sa’, det må være noget, som De har drømt.
(lægger hånden på hendes arm.) Hør nu her –
Hilde
(gør en utålmodig bevægelse med armen).
Solness
(som om en tanke skyder op i ham).
Eller –! Bi lidt! – Her stikker noget dybere
under, skal De se !
Hilde
(rører sig ikke).
Solness
(dæmpet men med eftertryk).
Jeg må ha’ tænkt på alt dette her. Jeg må
ha’ villet det. Ha’ ønsket det. Havt lyst til det.
Og så –. Skulde det ikke hænge slig sammen?
s. 54
Hilde
(tier fremdeles).
Solness
(utålmodig).
Nå ja, ja, for fan’, – så har jeg gjort det
også da!
Hilde
(drejer lidt på hodet, men uden at se på ham).
Tilstår De altså nu?
Solness.
Ja. Alt, hvad De vil.
Hilde.
At De tog og slog armene om mig?
Solness.
Ja da!
Hilde.
Og bøjed mig bagover?
Solness.
Svært langt bagover.
Hilde.
Og kyssed mig?
Solness.
Ja, jeg gjorde det.
Hilde.
Mange gange?
Solness.
Så mange, De bare vil.
s. 55
Hilde
(vender sig rask imod ham og har igen det tindrende glade udtryk i
øjnene)
.
Nå, ser De, at jeg fik lokket det ud af Dem
tilslut!
Solness
(drager på smilebåndet).
Ja, tænk bare, – at jeg kunde glemme sligt
noget.
Hilde
(atter lidt mut, går fra ham).
Å, De har vel kysset så mange i Deres dage,
De, kan jeg tænke.
Solness.
Nej, det må De da ikke tro om mig.
(Hilde sætter sig i lænestolen. Solness står og støtter sig til gynge-
stolen.)
Solness
(ser iagttagende på hende).
Frøken Wangel?
Hilde.
Ja?
Solness.
Hvorledes var det nu? Hvad blev det så videre
til, – dette med os to?
Hilde.
Det blev jo ikke til noget mere. Det véd De
da vel. For så kom jo de andre fremmede, og så
– isch!
Solness.
Ja rigtig! De andre kom. At jeg kunde glemme
det også.
s. 56
Hilde.
Å, De har såmæn ingenting glemt. Bare skam-
met Dem lidt. En glemmer da ikke sligt noget,
véd jeg.
Solness.
Nej, det skulde jo synes så.
Hilde
(atter livfuld, ser på ham).
Eller har De kanske også glemt, hvad dag
det var?
Solness.
Hvad dag –?
Hilde.
Ja, hvad dag hejste De kransen på tårnet? Nå?
Sig det straks!
Solness.
Hm, – selve dagen har jeg, min s’æl , glemt.
Jeg véd bare, at det var for ti år siden. Så’n ud-
over høstparten.
Hilde
(nikker flere gange langsomt med hodet).
Det var for ti år siden. Den 19de September.
Solness.
Jaha, det var vel ved lag. Se , det mindes
De også, De! (standser.) Men bi lidt –! Jo, – idag
har vi også den 19de September.
Hilde.
Ja, vi har det. Og de ti år er gåt. Og de
kom ikke, – som De havde lovet mig.
s. 57
Solness.
Lovet Dem? Skræmt Dem med, mener De vel?
Hilde.
Jeg synes ikke, det var noget at skræmme
med, det.
Solness.
Nå, narret Dem lidt med da.
Hilde.
Var det bare det, De vilde? Narre mig?
Solness.
Nå, eller spøge lidt med Dem da! Jeg husker
det, Gud hjælpe mig, ikke. Men noget sligt noget
har det vel været. For De var jo bare et barn
dengang.
Hilde.
Å, jeg var kanske ikke så rent barn heller.
Ikke så’n en tøsunge, som De tror.
Solness
(ser forskende på hende).
Har De rigtig for ramme alvor gåt og tænkt,
at jeg vilde komme igen?
Hilde
(dølger et halvt drillende smil).
Ja da! Jeg havde ventet mig det af Dem.
Solness.
At jeg vilde komme hjem til Deres og ta’ Dem
med mig?
Hilde.
Akkurat som et trold, ja.
s. 58
Solness.
Og gøre Dem til prinsesse?
Hilde.
De lovte mig jo det.
Solness.
Og gi’ Dem et kongerige også?
Hilde
(ser op mod loftet).
Hvorfor ikke det da? For det behøvte jo ikke
netop at være så’nt et almindeligt, rigtigt kongerige
heller.
Solness.
Men noget andet, som var lige så godt?
Hilde.
Ja, mindst lige så godt. (ser lidt på ham.) Kunde
De bygge de højeste kirketårne i verden, så måtte
De vel sagtens kunde gøre udvej til et eller andet
slags kongerige også, – tænkte jeg mig.
Solness
(ryster på hodet).
Jeg kan ikke rigtig få rede på Dem, frøken
Wangel.
Hilde.
Kan De ikke det? Jeg synes, det er så lige-
til, jeg.
Solness.
Nej, jeg kan ikke bli’ klog på, om De mener
alt det, som De siger. Eller om De bare sidder
så’n og driver spas –
s. 59
Hilde
(smiler).
Gør nar, kanske? Jeg også?
Solness.
Ja netop. Gør nar. Af os begge to. (ser hen på
hende.)
Har De længe vidst, at jeg var gift?
Hilde.
Ja, det har jeg da vidst hele tiden. Hvorfor
spør’ De om det?
Solness
(henkastende).
Nej, nej, det faldt mig bare så’n ind. (ser alvorlig
på hende og siger dæmpet.)
Hvorfor er De kommen?
Hilde.
Fordi jeg vil ha’ fat i mit kongerige. Nu er jo
fristen ude.
Solness
( ler uvilkårligt).
Jo, De er god, De!
Hilde
(lystig).
Ryk ud med mit kongerige, bygmester! (banker
med fingeren.)
Kongeriget på bordet!
Solness
(skyver gyngestolen nærmere og sætter sig).
Alvorlig talt, – hvorfor er De kommen? Hvad
vil De egentlig gøre her?
Hilde.
Å, for det første så vil jeg nu gå omkring og
se på alt det, som De har bygget.
s. 60
Solness.
Da får De mere end nok at løbe om efter.
Hilde.
Ja, De har jo bygget så forfærdelig meget.
Solness.
Jeg har det. Mest i de senere årene.
Hilde.
Mange kirketårne også? Så’ne umådelig høje?
Solness.
Nej. Jeg bygger ingen kirketårne nu mere. Og
ingen kirker heller.
Hilde.
Hvad bygger De nu da?
Solness.
Hjem for mennesker.
Hilde
(eftertænksom).
Kunde De ikke gøre lidt – lidt så’n kirketårn
over de hjemmene også?
Solness
(studser).
Hvad mener De med det?
Hilde.
Jeg mener, – noget, som peger – ligesom frit
tilvejrs. Med fløjen så svimlende højt oppe.
Solness
(grubler lidt).
Mærkværdig nok, at De siger det. For det er
jo netop det, jeg allerhelst vilde.
s. 61
Hilde
(utålmodig).
Men hvorfor gør De det så ikke da!
Solness
(ryster på hodet).
Nej, for menneskene vil ikke ha’ det.
Hilde.
Tænk, – at de ikke vil det!
Solness
(lettere).
Men nu bygger jeg mig et nyt hjem. Her lige
over for.
Hilde.
Til Dem selv?
Solness.
Ja. Det er omtrent færdigt. Og på det er der
et tårn.
Hilde.
Højt tårn?
Solness.
Ja.
Hilde.
Svært højt?
Solness.
Folk vil visst si’, at det er altfor højt. For et
hjem at være.
Hilde.
Det tårnet vil jeg ud og se på straks imorgen
tidlig.
s. 62
Solness
(sidder med hånden under kind og stirrer på hende).
Sig mig, frøken Wangel, – hvad heder De?
Til fornavn, mener jeg.
Hilde.
Jeg heder jo Hilde.
Solness
(som før).
Hilde? Så?
Hilde.
Sanser De ikke det da? De kaldte mig jo selv
Hilde. Den dagen, da De var uskikkelig.
Solness.
Gjorde jeg det også?
Hilde.
Men dengang sa’ De lille Hilde. Og det likte
jeg ikke.
Solness.
Så De likte ikke det, frøken Hilde?
Hilde.
Nej. Ikke ved den lejlighed. – For resten –
«prinsesse Hilde» –. Det vil komme til at ta’ sig
ganske godt ud, synes jeg.
Solness.
Ja vel. Prinsesse Hilde af – af –. Hvad var
det nu, kongeriget skulde hede?
Hilde.
Isch da! Det dumme kongerige vil jeg ikke
vide noget af. Jeg vil ha’ mig et ganske andet
et, jeg!
s. 63
Solness
(har lænet sig tilbage i stolen og ser fremdeles på hende).
Er det ikke underligt –? Jo mere jeg tænker
over det nu, – så står det for mig, som om jeg i
hele lange år har gåt her og pint mig med – hm –
Hilde.
Med hvad?
Solness.
Med at komme noget – noget sådan op-
levet
, som jeg syntes, jeg måtte ha’ glemt igen.
Men aldrig så fik jeg tag i, hvad det kunde være.
Hilde.
De skulde slåt knude på Deres lommetørklæde,
bygmester.
Solness.
Så havde jeg bare gåt og funderet på, hvad den
knuden kunde betyde.
Hilde.
Å ja, der gi’es vel slige trold i verden også.
Solness
(rejser sig langsomt op).
Det var inderlig godt, at De kom til mig nu.
Hilde
(ser dybt på ham).
Var det godt?
Solness.
For jeg har siddet her så alene. Og stirret så
rent hjælpeløs på det altsammen. (sagtere.) Jeg skal
si’ Dem, – jeg er begyndt at bli’ så ræd, – så
rasende ræd for ungdommen.
s. 64
Hilde
(blæser).
Pyh, – er ungdommen noget at bli’ ræd for!
Solness.
Ja, just den. Derfor så har jeg låset og stængt
mig inde. (hemmelighedsfuldt.) De skal vide, at ung-
dommen vil komme her og dundre på døren! Bryde
ind til mig!
Hilde.
Så synes jeg, De skulde gå ud og lukke op for
ungdommen da.
Solness.
Lukke op?
Hilde.
Ja. Så ungdommen kunde få slippe ind til
Dem. Så’n med det gode.
Solness.
Nej, nej, nej! Ungdommen, – det er gengæl-
delsen, det, ser De. Den kommer i spidsen for om-
slaget. Ligesom under en ny fane.
Hilde
(rejser sig, ser på ham og siger med en dirrende trækning om munden).
Kan De bruge mig til noget, bygmester?
Solness.
Ja, det kan jeg da rigtignok nu! For De kom-
mer også – ligesom under en ny fane, synes jeg.
Ungdom imod ungdom altså –!
(Doktor Herdal kommer ind gennem forstuedøren.)
s. 65
Doktor Herdal.
Nå, – er De og frøkenen her endnu?
Solness.
Ja. Vi har havt mangt og meget at snakke
om, vi to.
Hilde.
Både gammelt og nyt.
Doktor Herdal.
Nej, har De det?
Hilde.
Å, det har været så svært morsomt. For byg-
mester Solness – han har så’n en rent ubegribelig
hukommelse, han. Alle mulige småting så husker
han dem på flækken.
(Fru Solness kommer ind gennem døren til højre .)
Fru Solness.
Se så, frøken Wangel, nu er værelset i orden
til Dem.
Hilde.
Å, hvor snil De er imod mig!
Solness
(til fruen).
Barnekammerset?
Fru Solness.
Ja. Det mellemste. Men først så skulde vi vel
tilbords.
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
5
s. 66
Solness
(nikker til Hilde).
Hilde skal sove i barnekammerset, hun.
Fru Solness
(ser på ham).
Hilde?
Solness.
Ja, frøken Wangel heder Hilde. Jeg har kendt
hende, da hun var barn.
Fru Solness.
Nej, har du det, Halvard? Nå, vær så god
da. Der er dækket.
( hun tar doktor Herdals arm og går ud med ham til højre.)
(Hilde har imens samlet sine rejsesager sammen.)
Hilde
(sagte og hurtigt til Solness).
Er det sandt, som De sa’? Kan De bruge
mig til noget?
Solness
(tar sagerne fra hende).
De er den, som jeg sårest har savnet.
Hilde
(ser på ham med glade forundrede øjne og slår hænderne sammen).
Men du store, dejlige verden –!
Solness
(spændt).
Nå –?
Hilde.
har jeg jo kongeriget da!
s. 67
Solness
(uvilkårlig).
Hilde –!
Hilde
(atter med dirrende drag om munden).
Næsten, – havde jeg nær sagt.
( hun går ud til højre. Solness følger hende.)

5*
ANDEN AKT.

(En smukt udstyret, mindre salon hos bygmester Solness. På bagvæggen
glasdør ud til veranda og have. Til højre et brudt hjørne med karnap,
hvori blomsteropsatser og et stort vindu. Et tilsvarende brudt hjørne
til venstre. I dette en liden tapetdør. På hver af sidevæggene en al-
almindelig [HIS: Dittografi ved linjeskift] dør. Foran til højre konsolbord med stort spejl. Blomster
og planter i rig opstilling. Foran til venstre sofa med bord og stole.
Længere tilbage et bogskab. Ude på gulvet, foran karnappet, et lidet
bord og et par stole. Det er tidlig formiddag.)
(Bygmester Solness sidder ved det lille bord med Ragnar Broviks mappe
opslået foran sig. Han blader i tegningerne og ser nøje på nogle af
dem. Fru Solness går lydløst om med en liden vandkande og steller
med blomsterne. Hun er sortklædt som før. Hendes hat, overtøj og
parasol ligger på en stol ved spejlet. Solness følger hende et par gange
uformærket med øjnene. Ingen af dem taler.)
(Kaja Fosli kommer stilfærdig i døren til venstre .)
Solness
(vender hodet og siger ligegyldig henkastende).
Nå, er det Dem?
Kaja.
Jeg vilde bare melde, at jeg er kommen.
Solness.
Ja, ja, det er godt. Er ikke Ragnar der også?
Kaja.
Nej, ikke endnu. Han måtte bli’ lidt og vente
s. 69

på doktoren. Men siden vilde han komme og for-
høre sig –
Solness.
Hvorledes står det sig med den gamle idag?
Kaja.
Dårlig. Han be’r så meget undskylde, at han
må bli’ liggende dagen over.
Solness.
Bevar’s vel. La’ ham endelig det. Men gå så
De til Deres arbejde.
Kaja.
Ja. (standser ved døren.) Vil De kanske snakke med
Ragnar, når han kommer?
Solness.
Nej, – jeg véd ikke noget så’n særligt.
(Kaja går ud igen til venstre.)
(Solness sidder fremdeles og blader i tegningerne.)
Fru Solness
(henne ved planterne).
Gad vide, om han ikke dør, han også.
Solness
(ser hen på hende).
Han også? Hvem andre da?
Fru Solness
(uden at svare).
Jo, jo; gamle Brovik – han dør visst også nu,
Halvard. Du skal nok få se det.
Solness.
Kære Aline, skulde du ikke ud og gå lidt?
s. 70
Fru Solness.
Jo, jeg skulde jo egentlig det.
( hun blir ved at stelle med blomsterne.)
Solness
(bøjet over tegningerne).
Sover hun endnu?
Fru Solness
( ser på ham).
Er det frøken Wangel, du sidder og tænker på?
Solness
(ligegyldig).
Jeg kom så’n til at huske på hende.
Fru Solness.
Frøken Wangel er oppe for længe siden.
Solness.
Nå, er hun det?
Fru Solness.
Da jeg var derinde, sad hun og stelled med
sit tøj.
( hun går foran spejlet og begynder langsomt at sætte hatten på.)
Solness
(efter et kort ophold).
Så fik vi da brug for et barnekammers alligevel,
vi, Aline.
Fru Solness.
Ja, vi fik jo det.
Solness.
Og jeg synes, det er bedre, det, end at altsam-
men skal stå tomt .
s. 71
Fru Solness.
Dette tomme er så rent forfærdeligt. Det har
du ret i.
Solness
(lukker mappen, rejser sig og går nærmere).
Du skal bare få se det, Aline, at herefter blir
det nok bedre for os. Langt hyggeligere. Lettere at
leve. – Især da for dig.
Fru Solness
(ser på ham).
Herefter?
Solness.
Ja, tro du mig, Aline –
Fru Solness.
Mener du, – fordi hun er kommen her?
Solness
(betvinger sig).
Jeg mener naturligvis, – når vi først får flyttet
ind i det nye huset.
Fru Solness
(tar overtøjet).
Ja, tror du det, Halvard? At det blir bedre da?
Solness.
Jeg kan da aldrig tænke mig andet. Og det
tror da vel sagtens du også?
Fru Solness.
Jeg tror ingen verdens ting om det nye huset.
Solness
(forstemt).
Det er rigtignok ilde at høre for mig, dette her.
s. 72

For det er da vel mest for din skyld, at jeg har
bygget det.
( han vil hjælpe hende med tøjet.)
Fru Solness
(unddrager sig).
I grunden gør du så altfor meget for min skyld.
Solness
(med en viss heftighed ).
Nej, nej, sligt noget må du sletikke sige, Aline!
Jeg tåler ikke at høre den slags ting af dig!
Fru Solness.
Nå, så skal jeg ikke sige det da, Halvard.
Solness.
Men jeg blir ved mit, jeg. Du skal nok få se
det, at det vil lage sig bra’ for dig der over i det nye.
Fru Solness.
Å Gud , – bra’ for mig –!
Solness
(ivrig).
Jo da! Jo da! Vær bare sikker på det, du!
For der, ser du, – der blir der så utrolig meget,
som kommer til at minde dig om dit eget –
Fru Solness.
Om det, som havde været fars og mors. – Og
som brændte op – altsammen.
Solness
(dæmpet).
Ja, ja, du stakkers Aline. Det var et forfærde-
lig hårdt slag for dig, det.
s. 73
Fru Solness
(udbrydende i klage).
Du kan bygge så meget, du i verden vil, Hal-
vard, – for mig får du aldrig bygget noget rigtigt
hjem op igen!
Solness
(går henover gulvet).
Nå, så la’ os i Guds navn ikke snakke mere
om dette her da.
Fru Solness.
Vi plejer jo ellers aldrig at snakke om det
heller. For du skyder det bare ifra dig –
Solness
(standser brat og ser på hende).
Gør jeg? Og hvorfor skulde jeg gøre det?
Skyde det ifra mig?
Fru Solness.
Å jo, jeg forstår dig så godt, Halvard? Du vil
jo så gerne skåne mig. Og undskylde mig også.
Alt, – hvad du bare kan.
Solness
(med forbausede øjne).
Dig! Er det dig, – dig selv, du taler om,
Aline!
Fru Solness.
Ja, det må da vel være om mig, véd jeg.
Solness
(uvilkårligt, hen for sig).
Det også!
Fru Solness.
For med det gamle huset, – med det fik det
s. 74

nu endda være som det være vilde. Herregud, – når
nu engang ulykken var ude, så –
Solness.
Ja, det har du ret i. Ulykken rå’r en jo ikke
for, – siges der.
Fru Solness.
Men det forfærdelige, som branden drog efter
sig –! Det er det! Det, det, det!
Solness
(heftig).
Bare ikke tænke på det, Aline!
Fru Solness.
Jo, just det må jeg tænke på. Og få tale om
det endelig engang også. For jeg synes ikke, jeg
kan bære det længer. Og så at jeg aldrig har lov
til at tilgi’ mig selv –!
Solness
(i udbrud).
Dig selv –!
Fru Solness.
Ja, for jeg havde jo pligter til to sider. Både
imod dig og imod de små. Jeg skulde ha’ gjort
mig hård. Ikke ladt skrækken få slig magt over
mig. Ikke heller sorgen, fordi hjemmet var brændt
for mig. (vrider hænderne.) Å, om jeg bare havde kun-
net, Halvard!
Solness
(sagte, rystet, går nærmere).
Aline, – du må love mig, at du aldrig mere
vil tænke de tanker. – Lov mig endelig det, du!
s. 75
Fru Solness.
Å Gud , – love! Love! En kan jo love, hvad
det så skal være –
Solness
(knuger hænderne og går henover gulvet).
Å, det er da også fortvilet, er det! Aldrig en
solstråle! Ikke så meget som et strejflys engang
ind i hjemmet!
Fru Solness.
Her er jo ikke noget hjem, Halvard.
Solness.
Å nej, du må så sige. (tungt.) Og Gud véd, om
du ikke får ret i det, at det ikke blir bedre for os
i det nye huset heller.
Fru Solness.
Det blir det aldrig. Lige tomt. Lige øde. Der
som her.
Solness
( heftig ).
Men hvorfor i alverden har vi så bygget det
da? Kan du sige mig det?
Fru Solness.
Nej, det får du svare dig selv på.
Solness
(skotter mistænksomt til hende).
Hvad mener du med det, Aline?
Fru Solness.
Hvad jeg mener?
s. 76
Solness.
Ja, for fan’ –! Du sa’ det så underligt. Som
om du havde en bagtanke med det.
Fru Solness.
Nej, det kan jeg rigtignok forsikre dig –
Solness
(går nærmere).
Å, mange tak, – jeg véd nok, hvad jeg véd.
Og jeg både ser og jeg hører også, jeg, Aline. Det
kan du lide på!
Fru Solness.
Men hvad for noget da? Hvad for noget?
Solness
(stiller sig foran hende).
Finder du kanske ikke ud en lumsk, bortgemt
mening i det uskyldigste ord, som jeg bare siger?
Fru Solness.
Jeg, siger du! Gør jeg det!
Solness
( ler ).
Håhåhå! Det er jo nokså rimeligt, det, Aline!
Når du har at trækkes med en syg mand i huset,
så –
Fru Solness
(angstfuld).
Syg? Er du syg, Halvard!
Solness
(bryder ud).
En halvgal mand da! En forrykt mand! Kald
mig, hvad du vil.
s. 77
Fru Solness
(famler efter stolryggen og sætter sig).
Halvard, – for Gud i himmelens skyld –!
Solness.
Men I tar fejl, begge to. Både du og doktoren.
Det er ikke slig fat med mig.
( han går op og ned ad gulvet. Fru Solness følger ham ængstelig med
øjnene. Derpå går han hen til hende.)
Solness
(rolig).
I grunden fejler der mig ingen verdens ting.
Fru Solness.
Nej, ikke sandt! Men hvad er der så ivejen
med dig da?
Solness.
Det er det, at jeg mangen gang holder på at
segne under denne forfærdelige gældsbyrden –
Fru Solness.
Gæld, siger du! Men du står jo ikke i gæld
til nogen, Halvard!
Solness
(sagte, bevæget).
I bundløs skyld og gæld til dig, – til dig, –
til dig, Aline.
Fru Solness
(rejser sig langsomt).
Hvad er der bagved alt dette her? Sig det
ligeså godt straks.
Solness.
Men der er jo ingenting bagved! Jeg har al-
drig gjort dig noget ondt. Ikke med vidende og vilje
s. 78

ialfald. Og så alligevel – så kendes det som om en
knugende skyld lå og tynged på mig.
Fru Solness.
En skyld imod mig?
Solness.
Mest imod dig.
Fru Solness.
Så er du – syg alligevel, Halvard.
Solness
(tungt).
Må vel være det. Eller noget sligt noget. (ser
mod døren til højre , som åbnes.)
Nå! Nu lysner det.
(Hilde Wangel kommer ind. Hun har ændret et og andet ved sin dragt.
Kjoleskørtet er nedhæftet.)
Hilde.
Godmorgen, bygmester!
Solness
(nikker).
Sovet godt?
Hilde.
Vidunderlig dejligt! Ligesom i en vugge. Å, –
ligget og strækket mig som – som en prinsesse!
Solness
(smiler lidt).
Rigtig tilpas altså.
Hilde.
Skulde mene det.
Solness.
Og drømt sagtens også?
s. 79
Hilde.
Ja da. Men det var fælt.
Solness.
Så?
Hilde.
Ja, for jeg drømte, at jeg faldt udover en for-
færdelig høj, brat fjeldvæg. Drømmer De aldrig sligt
noget, De?
Solness.
Å jo, – en gang imellem, så –
Hilde.
Det er så svært spændende – når en så’n daler
og daler.
Solness.
Det kendes ligesom isnende, synes jeg.
Hilde.
Trækker De benene op under Dem, mens det
står på?
Solness.
Ja, så højt jeg bare kan.
Hilde.
Det gør jeg også.
Fru Solness
(tar parasollen).
Nu får jeg nok gå ud i byen, jeg, Halvard. (til
Hilde.)
Og så skal jeg se at ta’ et og andet med,
som De kan ha’ brug for.
Hilde
(vil kaste sig om hendes hals).
Å , kæreste, dejligste fru Solness! De er da
rigtig altfor snil også! Forfærdelig snil –
s. 80
Fru Solness
(afværgende, gør sig løs).
A langt ifra da. Det er jo bare min pligt, det.
Og derfor gør jeg det så gerne.
Hilde
(fortrydelig, spidser munden).
Forresten synes jeg såmænd, at jeg godt kan
gå i gaderne, – så pænt, som jeg har fåt det til
nu. Eller kan jeg kanske ikke det?
Fru Solness.
Oprigtig talt så tror jeg nok, at en og anden
vilde se lidt efter Dem.
Hilde
(blæser).
Pyh! Ikke andet? Det er jo bare morsomt, det.
Solness
(i dulgt, ondt lune).
Ja, men folk kunde falde på at tro, at De
også
var gal, ser De.
Hilde.
Gal? Er der da så svært mange gale her i
byen?
Solness
(peger sig på panden).
Her ser De én slig en idetmindste.
Hilde.
De, – bygmester!
Fru Solness.
Uf! Nej men kære, snille Halvard da!
s. 81
Solness.
Har De endnu ikke mærket det?
Hilde.
Nej, det har jeg da rigtignok ikke. (besinder sig
og ler lidt.)
Jo, kanske i en eneste ting alligevel.
Solness.
Nå, hører du det, Aline?
Fru Solness.
Hvad er så det for en ting da, frøken Wangel?
Hilde.
Nej, det siger jeg ikke.
Solness.
Å jo, sig det!
Hilde.
Nej tak, – gal er jeg ikke.
Fru Solness.
Når du og frøken Wangel blir alene, så siger
hun det nok, Halvard.
Solness.
Ja så, – tror du det?
Fru Solness.
Å ja da. For du har jo kendt hende så godt
før. Helt siden hun var barn, – fortæller du.
( hun går ud gennem døren til venstre .)
Hilde
(lidt efter).
Kan Deres frue sletikke like mig, hun?
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
6
s. 82
Solness.
Synes De, De kunde mærke sligt noget på
hende?
Hilde.
Kunde ikke De selv mærke det da?
Solness
(undvigende).
Aline er ble’t så svært folkesky i de sidste
årene.
Hilde.
Er hun det også?
Solness.
Men hvis De bare kunde få lære hende rigtig
at kende –. Ja, for hun er så snil – og så god –
og så bra’ igrunden –
Hilde
(utålmodig).
Men når hun det er, – hvorfor skulde hun så
gi’ sig til at sige dette her om pligt!
Solness.
Om pligt?
Hilde.
Ja, hun sa’ jo, at hun vilde gå ud og købe
noget til mig. Fordi det var hendes pligt, – sa’
hun. Å, jeg kan ikke udstå det stygge fæle ordet!
Solness.
Hvorfor ikke det da?
Hilde.
Nej, for det høres så koldt og spidst og stik-
s. 83

kende. Pligt – pligt – pligt. Finder ikke De også
det? At det ligesom stikker en?
Solness.
Hm, – har ikke tænkt så nøje over det.
Hilde.
Jo da! Og når hun er så snil, – som De for-
tæller, hun er, – hvorfor skulde hun så sige sligt?
Solness.
Men Herregud , hvad skulde hun da ha’ sagt?
Hilde.
Hun kunde jo sagt, at hun vilde gøre det, fordi
hun likte mig så forfærdelig godt. Sån’t noget kunde
hun ha’ sagt. Noget, som var rigtig varmt og hjerte-
ligt, forstår De.
Solness
(ser på hende).
Er det , De vil ha’ det?
Hilde.
Ja, just så.
( hun går om på gulvet, standser ved bogskabet og ser på bøgerne.)
Hilde.
De har svært mange bøger, De.
Solness.
Å, jeg har lagt mig til en del.
Hilde.
Læser De i alle de bøgerne også?
Solness.
Før i tiden prøvte jeg på det. Læser De?
6*
s. 84
Hilde.
Nej da! Aldrig i verden – nu mere. For jeg
kan så ikke finde sammenhængen i det alligevel.
Solness.
Just slig er det med mig også.
(Hilde driver lidt om, standser ved det lille bord, åbner mappen og blader
i den.)
Hilde.
Er det Dem, som har tegnet alt dette her?
Solness.
Nej, det er en ung mand, jeg har til at
hjælpe mig.
Hilde.
En, som De selv har lært op?
Solness.
Å ja, han har vel sagtens lært noget af mig
også.
Hilde
(sætter sig).
Så er han vel svært flink da? (ser lidt på en teg-
ning.)
Er han ikke det?
Solness.
Å, ikke så værst. Til mit brug, så –
Hilde.
Jo da! Han må visst være græsselig flink.
Solness.
Synes De, De kan se det på tegningerne?
Hilde.
Pyt, – det krimskramset! Men når han har
gå’t i lære hos Dem, så –
s. 85
Solness.
Å, for den sags skyld –. Her er mange her,
som har lært af mig. Og lige klejne blir de for det.
Hilde
(ser på ham og ryster på hodet).
Nej, om jeg så skulde , så skønner jeg ikke,
at De kan være så dum.
Solness.
Dum? Synes De, jeg er så svært dum da?
Hilde.
Ja, det synes jeg rigtignok. Når De kan gi’
Dem til at gå her og lære alle de fyrene op, så –
Solness
(studser).
Nå? Og hvorfor ikke det?
Hilde
(rejser sig, halvt alvorlig, halvt leende).
Isch, nej da, bygmester! Hvad skal det være
godt for! Ingen andre end De skulde ha’ lov til at
bygge. De skulde være ganske alene om det. Gøre
det altsammen selv. Nu véd De det.
Solness
(uvilkårlig).
Hilde –!
Hilde.
Nå?
Solness.
Hvordan i alverden er De kommen ind på
dette her?
s. 86
Hilde.
Synes De, det er så rent galt tænkt af mig,
det, da?
Solness.
Nej, ikke for det. Men nu skal jeg si’ Dem
noget.
Hilde.
Nå da?
Solness.
Jeg går her – uafladelig – i stilhed og i en-
somhed – og tumler med den samme tanken.
Hilde.
Ja, det er da nokså rimeligt, det, synes jeg.
Solness
(ser lidt spejdende på hende).
Og det har De sagtens alt lagt mærke til.
Hilde.
Nej, det har jeg såmæn slet ikke.
Solness.
Men før, – da De sa’, at De trode jeg var –
forkert ? Så’n i én ting –?
Hilde.
Å, jeg tænkte på noget ganske andet da.
Solness.
På hvad for noget andet?
Hilde.
Det kan jo være Dem det samme, bygmester.
s. 87
Solness
(går henover gulvet).
Ja, ja, – som De vil. (standser ved karnappet.) Kom
her hen, så skal jeg vise Dem noget.
Hilde
(går nærmere).
Hvad er det?
Solness.
Ser De, – der borte i haven –?
Hilde.
Ja?
Solness
(peger ud).
Lige over det store stenbruddet –?
Hilde.
Det nye huset, mener De?
Solness.
Det, som er under bygning, ja. Næsten fuldt
færdigt.
Hilde.
Det har et svært højt tårn, synes jeg.
Solness.
Stilladset står endnu.
Hilde.
Er det Deres nye hus, det?
Solness.
Ja.
Hilde.
Det huset, som De snart vil flytte ind i?
s. 88
Solness.
Ja.
Hilde
(ser på ham).
Er der barnekammerser i det huset også?
Solness.
Tre, ligesom her.
Hilde.
Og ingen barn.
Solness.
Kommer ingen heller.
Hilde
(med et halvt smil).
Ja, er det så ikke, som jeg sa’ –!
Solness.
At –?
Hilde.
At De er – så’n – lidt gal alligevel.
Solness.
Var det dette her, De tænkte på?
Hilde.
Ja, på alle de tomme barnekammerserne, som
jeg lå og sov i.
Solness
(sænker stemmen).
Vi har havt barn, – Aline og jeg.
Hilde
(ser spændt på ham).
Har De –!
s. 89
Solness.
To små gutter. Begge var de lige gamle.
Hilde.
Tvillinger da.
Solness.
Ja, tvillinger. Det er nu en elleve–tolv år siden.
Hilde
(varsomt).
Og begge to er altså –? De tvillingerne har
De altså ikke nu længer?
Solness
(stille bevæget).
Vi beholdt dem bare så’n en snes dage. Eller
knapt nok det. (bryder ud.) Å Hilde, hvor det er rent
utrolig godt for mig, at De kom! For nu endelig
har jeg da fåt én, som jeg kan snakke med!
Hilde.
Kan De da ikke det med – med hende også?
Solness.
Ikke om dette her. Ikke så’n, som jeg vil og
. (tungt.) Og ikke om så meget andet heller.
Hilde
(dæmpet).
Var det bare det, De mente, da De sa’, at
De behøvte mig?
Solness.
Nærmest var det vel det. Igår da. For idag
véd jeg ikke længer så rigtig – (afbrydende.) Kom her
og la’ os sætte os, Hilde. Sæt De Dem der i so-
faen, – så De har haven for øjne.
(Hilde sætter sig i sofahjørnet.)
s. 90
Solness
(rykker en stol nærmere).
Har De lyst til at høre på det?
Hilde.
Ja, jeg vil svært gerne sidde og høre på Dem.
Solness
(sætter sig).
Så skal jeg si’ Dem det altsammen da.
Hilde.
Nu har jeg både haven og Dem for øjne, byg-
mester. Fortæl mig så! Straks!
Solness
(peger mod karnapvinduet).
Der borte på højden, – hvor De altså ser det
nye huset –
Hilde.
Ja?
Solness.
– der bode Aline og jeg i de første årene. For
deroppe lå der dengang et gammelt hus, som havde
hørt hendes mor til. Og det fik vi efter hende. Og
hele den store haven, den fik vi med.
Hilde.
Var der tårn på det huset også?
Solness.
Ikke spor af sligt noget. Det var en stor, styg,
mørk trækasse at se til udvendig. Men nokså lunt
og hyggeligt inde alligevel.
Hilde.
Rev De så det gamle skrammelet ned da?
s. 91
Solness.
Nej. Det brændte for os.
Hilde.
Altsammen?
Solness.
Ja.
Hilde.
Var det en svær ulykke for Dem, det?
Solness.
Li’som en tar det til. Som bygmester kom jeg
ivejret på den branden –
Hilde.
Nå, men –?
Solness.
Vi havde netop fåt de to små gutterne den-
gang –
Hilde.
De stakkers tvillingerne, ja.
Solness.
De kom så sunde og trivelige til verden. Og
vokse gjorde de fra dag til dag, så en tydelig kunde
se det.
Hilde.
Småbarn vokser svært i de første dagene.
Solness.
Det var det vakkreste syn, en kunde se for
sine øjne, når Aline lå der med dem begge to. –
Men så kom brandnatten –
s. 92
Hilde
(spændt).
Hvad skede! Si’ det da! Brændte nogen inde!
Solness.
Nej; ikke det. Alle blev reddet godt og vel ud
af huset –
Hilde.
Nå, men hvad så –?
Solness.
Skrækken havde rystet Aline så forfærdelig stærkt.
Brandlarmen, – udflytningen – så’n over hals og
hode, – og det til og med i den isende nattekulden –.
For de måtte jo bæres ud, slig, som de lå der. Både
hun og de små.
Hilde.
Tålte de så ikke det da?
Solness.
Jo, de tålte det nok. Men med Aline blev det
til feber. Og den gik over i mælken. Amme dem
selv, det vilde hun jo endelig. For det var hendes
pligt, sa’ hun. Og begge vore smågutter, de – (knu-
ger hænderne)
de – å!
Hilde.
De stod ikke det over?
Solness.
Nej, det stod de ikke over. Det var det, som
tog dem fra os.
Hilde.
Det må visst ha’ været forfærdelig svært for
Dem.
s. 93
Solness.
Svært nok for mig. Men tifold sværere for Aline.
(knytter hænderne i stille raseri.) Å , at sligt noget kan få
lov til at gå for sig her i verden! (kort og fast.) Fra
den dag, jeg misted dem, bygged jeg nødig kirker.
Hilde.
Kanske ikke gerne kirketårnet oppe hos os
heller?
Solness.
Ikke gerne. Jeg véd, hvor glad og let jeg var,
da det tårnet stod færdig.
Hilde.
Det véd jeg også.
Solness.
Og nu bygger jeg aldrig – aldrig sligt noget
mere! Hverken kirker eller kirketårne.
Hilde
(nikker langsomt).
Bare huse, som der kan bo folk i.
Solness.
Hjem for mennesker, Hilde.
Hilde.
Men hjem med høje tårne og spir på.
Solness.
Helst det. (slår over i en lettere tone.) Ja, ser De, –
som sagt, – den branden, den bragte mig ivejret,
den. Som bygmester da.
Hilde.
Hvorfor kalder De Dem ikke arkitekt ligesom
de andre?
s. 94
Solness.
Har ikke lært grundig nok til det. Det, jeg kan,
det har jeg for det meste gåt og fundet ud selv.
Hilde.
Men ivejret kom De da alligevel, bygmester.
Solness.
Ovenpå branden, ja. Næsten hele haven stykked
jeg ud i villatomter. Og der fik jeg bygge, akkurat
som jeg selv vilde ha’ det. Og gik det jo stry-
gende for mig.
Hilde
(ser forskende på ham).
De må visst være en svært lykkelig mand, De.
Slig, som De har det.
Solness
(formørket).
Lykkelig? Siger De også det? Ligesom alle
de andre.
Hilde.
Ja, for det synes jeg da De må. Når De bare
kunde la’ være at tænke på de to små barnene, så –
Solness
(langsomt).
De to små barnene, – de er ikke så greje at
komme ifra, de, Hilde.
Hilde
(lidt usikker).
Står de endnu så svært ivejen. Så lange, lange
tider bagefter?
s. 95
Solness
(ser fast på hende, uden at svare).
Lykkelig mand, sa’ De –
Hilde.
Ja, men er De da ikke det, – for resten?
Solness
(blir ved at se på hende).
Da jeg fortalte Dem dette her om branden –
hm –
Hilde.
Nå da!
Solness.
Var der så ikke én særlig tanke, som De –
så’n fæsted Dem ved?
Hilde
(besinder sig forgæves).
Nej. Hvad for en tanke skulde det være?
Solness
(med dæmpet eftertryk)
Ene og alene ved den branden blev jeg sat i
stand til at bygge hjem for mennesker. Hyggelige,
lune, lyse hjem, hvor far og mor og hele barne-
flokken kunde leve i tryg og glad fornemmelse af,
at det er en svært lykkelig ting, det, at være til i
verden. Og mest det, at høre hverandre til – så’n
i stort og i småt.
Hilde
(ivrig).
Ja, men er det ikke en svær lykke for Dem,
det, at De kan gøre slige nogen dejlige hjem da?
s. 96
Solness.
Prisen, Hilde. Den forfærdelige pris, jeg måtte
betale for at få komme til.
Hilde.
Men er da sletikke det til at vinde sig udover?
Solness.
Nej. For at komme til at bygge hjem for andre,
måtte jeg gi’ afkald, – for alle tider gi’ afkald på
at få et hjem selv. Jeg mener et hjem for barne-
flokken. Og for far og mor også.
Hilde
(varsomt).
Men måtte De da det? For alle tider, si’r De?
Solness
(nikker langsomt).
Det var prisen for den lykken, som folk går
og snakker om. (ånder tungt.) Den lykken, – hm, –
den lykken, den var ikke billigere at få, den, Hilde.
Hilde
(som før).
Men kan ikke det kanske bli’ godt endnu?
Solness.
Aldrig i verden. Aldrig det. Det er også en
følge af branden. Og af Alines sygdom bagefter.
Hilde
(ser på ham med et ubestemmeligt udtryk).
Og så bygger De endda alle disse barnekam-
merserne.
Solness
(alvorlig).
Har De aldrig mærket det, Hilde, at det umu-
lige – det ligesom lokker og roper på en?
s. 97
Hilde
(tænker sig om).
Det umulige? (livfuld.) Jo da! Har De det også
på det sæt?
Solness.
Ja, jeg har det.
Hilde.
Så er der vel – så’n lidt trold i Dem også da?
Solness.
Hvorfor trold?
Hilde.
Nå, hvad vil da De kalde sligt noget?
Solness
(rejser sig).
Nej, nej, kan så være, det. ( heftig .) Men må jeg
ikke bli’ til et trold, – slig som det støt og stadig
går mig i alting! I alting!
Hilde.
Hvorledes mener De det?
Solness
(dæmpet, i indre bevægelse).
Læg mærke til, hvad jeg siger Dem, Hilde. Alt
det, som jeg nåde til at virke, bygge, skabe i skøn-
hed, i tryghed, i lun hygge, – i storladenhed også –
(knytter hænderne.) Å, er det ikke forfærdeligt at tænke
sig bare –!
Hilde.
Hvad er da så forfærdeligt?
Solness.
At alt det må jeg gå her og veje op. Betale
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
7

s. 98

for. Ikke med penge. Men med menneskelykke. Og
ikke med min egen lykke alene. Men med andres
også. Ja, ja, ser De det, Hilde! Den pris har min
kunstnerplads kostet mig – og andre. Og hver evige
dag må jeg gå her og se på, at prisen blir betalt
for mig påny. Om igen, og om igen, – og altid om
igen!
Hilde
(rejser sig op og ser ufravendt på ham).
Nu tænker De visst på – på hende.
Solness.
Ja. Nærmest på Aline. For Aline – hun havde
sit livskald, hun også. Ligeså godt, som jeg havde
mit. (dirrer i stemmen.) Men hendes livskald, det måtte
forkludres, det, knuges, knækkes sønder og sammen,
– for at mit kunde vinde frem til – til et slags
stor sejr. Ja, for De skal vide det, at Aline – hun
havde sine anlæg til at bygge, hun også.
Hilde.
Hun! Til at bygge?
Solness
(ryster på hodet).
Ikke huse og tårne og spir – og sligt noget,
som jeg går og driver på med –
Hilde.
Nå, men hvad da?
Solness
(blødt og bevæget).
Til at bygge op små barnesjæle, Hilde. Bygge
barnesjæle op slig at de kunde rejse sig i ligevægt
og i ædle, vakkre former. Så de kunde højne sig
til ranke, voksne menneskesjæle. Dette her var det,
s. 99

som Aline havde anlæg for. – Og alt det, det ligger
nu der. Ubrugt – og ubrugeligt herefter. Og til
ingen verdens nytte. – Akkurat som grushaugene
efter en brand.
Hilde.
Ja, men selv om nu så var –?
Solness.
Det er så! Det er så! Jeg véd det.
Hilde.
Nå, men De er da i alle fald ikke skyld i det.
Solness
(fæster øjnene på hende og nikker langsomt).
Ja, se , det er det store, forfærdelige spørsmål,
det. Det er tvilen, som nager mig – både nåt
og dag.
Hilde.
Dette her!
Solness.
Ja, sæt nu som så. At jeg havde skylden. På
en måde da.
Hilde.
De! For branden!
Solness.
For det hele. For alt sammen. – Og så kan-
ske – så rent uskyldig alligevel.
Hilde
(ser bekymret på ham).
Å, bygmester, – når De kan si’ sligt noget, så
er De jo – syg alligevel da.
7*
s. 100
Solness.
Hm, – blir nok aldrig i verden så’n rigtig frisk
i det stykke.
(Ragnar Brovik åbner varsomt den lille dør i hjørnet til venstre .)
(Hilde går frem på gulvet.)
Ragnar
(da han ser Hilde).
A –. Undskyld, herr Solness –
( han vil trække sig tilbage.)
Solness.
Nej, nej, bli’ De bare. Så er det gjort.
Ragnar.
Å ja, – kunde det såsandt det!
Solness.
Det går jo ikke bedre med Deres far, hører jeg.
Ragnar.
Med far går det fort nedad nu. Og derfor be’r
jeg Dem så bønlig, – gi’ mig et par gode ord på et
af bladene! Noget, som far kan få læse før han –
Solness
( heftig ).
De må ikke snakke mere til mig om de teg-
ningerne Deres!
Ragnar.
Har De set på dem.
Solness.
Ja, – jeg har det.
Ragnar.
Og de duer ikke til noget? Og jeg duer vel
heller ikke?
s. 101
Solness
(undvigende).
Bli’ De her hos mig, De, Ragnar. De skal få
alt, som De selv vil ha’ det. Så kan De gifte Dem
med Kaja. Leve sorgløs. Lykkelig kanske også.
Bare ikke tænke på at bygge selv.
Ragnar.
Ja, ja, så får jeg gå hjem og si’ far det da.
For det lovte jeg ham. – Skal jeg si’ far det – før
han dør?
Solness
(vånder sig).
Å, si’ ham, – si’ ham, hvad De vil for mig.
Bedst, ikke at si’ ham noget! (udbrydende.) Jeg kan
ikke handle anderledes end jeg gør, Ragnar!
Ragnar.
Må jeg da få ta’ tegningerne med mig?
Solness.
Ja, ta’ dem, – ta’ dem bare! De ligger der
på bordet.
Ragnar
(går derhen).
Tak.
Hilde
(lægger hånden på mappen).
Nej, nej, la’ dem ligge.
Solness.
Hvorfor det?
Hilde.
Jo, for jeg vil også se på dem.
s. 102
Solness.
Men De har jo – (til Ragnar.) Nå, så la’ dem
bli’ liggende her da.
Ragnar.
Gerne det.
Solness.
Og gå så straks hjem til Deres far.
Ragnar.
Ja, jeg får vel det.
Solness
(som fortvilet).
Ragnar, – De ikke kræve noget af mig,
som jeg ikke kan! Hører De det, Ragnar! De
ikke det!
Ragnar.
Nej, nej. Undskyld –
( han bukker og går ud gennem hjørnedøren.)
(Hilde går hen og sætter sig på en stol ved spejlet.)
Hilde
(ser vred på Solness).
Dette her var svært stygt af Dem.
Solness.
Synes De også det?
Hilde.
Ja rigtig fælt stygt, var det. Og hårdt og ondt
og grusomt også.
Solness.
Å, De skønner ikke, hvorledes jeg har det.
s. 103
Hilde.
Alligevel –. Nej, De skulde ikke være slig, De.
Solness.
De sa’ jo selv nu nylig, at det bare var mig,
som skulde ha’ lov til at bygge.
Hilde.
Sligt kan jeg si’. Men De må ikke.
Solness.
Jeg sagtens mest. Så dyrt, som jeg har købt
min plads.
Hilde.
Nå ja, – med noget, som De kalder for huslig
hygge – og sligt noget.
Solness.
Og med min sjælefred på købet.
Hilde
(rejser sig).
Sjælefred! (inderlig.) Ja, ja, det har De ret i! –
Stakkers bygmester, – De bilder Dem jo ind at –
Solness
(med en stilfærdig, klukkende latter).
Sæt De Dem nu bare ned igen, Hilde. Så skal
De få høre løjer.
Hilde
(spændt, sætter sig).
Nå da?
Solness.
Det høres ud som en så latterlig liden ting.
For hele stadsen drejer sig bare om en spræk i en
skorstenspibe, ser De.
s. 104
Hilde.
Ikke om noget andet?
Solness.
Nej, ikke så’n til at begynde med.
( han flytter en stol nærmere hen til Hildes og sætter sig.)
Hilde
(utålmodig, banker sig på knæet).
Sprækken i skorstenspiben altså!
Solness.
Jeg havde lagt mærke til den revnen i piben
længe, længe før det brændte. Hver gang jeg var
oppe på mørkloftet, så jeg efter, om den var der
endnu.
Hilde.
Og den var?
Solness.
Ja. For ingen andre vidste om den.
Hilde.
Og De sa’ ingenting?
Solness.
Nej, jeg gjorde ikke det.
Hilde.
Tænkte ikke på at gøre piben istand heller?
Solness.
Tænkte nok, – men kom aldrig videre. Hver
gang jeg vilde gå ivej med det, var det akkurat
li’som en hånd la’ sig imellem. Ikke idag, tænkte
jeg. Imorgen. Blev aldrig til noget.
s. 105
Hilde.
Ja, men hvorfor gik De nu slig og søled da!
Solness.
Fordi jeg gik i funderinger. (langsomt og dæmpet.)
Gennem den lille svarte sprækken i skorstenspiben
kunde jeg kanske vinde mig tilvejrs – som byg-
mester.
Hilde
(ser frem for sig).
Det må ha’ været spændende.
Solness.
Uoverkommeligt næsten. Helt uoverkommeligt.
For dengang stod det for mig som noget så let og
så ligetil altsammen. Jeg vilde, at det skulde være
så’n ved vintertid. Lidt før middag. Jeg skulde
være ude og køre Aline i spidsslæden. Folkene
hjemme, de havde fyret svært i ovnene –
Hilde.
Ja, for det skulde vel være fælt koldt den dagen?
Solness.
Temmelig skærende – så’n. Og de vilde, at
Aline skulde ha’ det rigtig godt og varmt, når hun
kom ind.
Hilde.
For hun er visst frysende af sig, hun.
Solness.
Hun er det. Og så skulde det være på hjem-
vejen, at vi så røgen.
Hilde.
Bare røgen?
s. 106
Solness.
Først røgen. Men da vi kom frem til have-
porten, så stod hele den gamle trækassen i væltende
ildsluer. – Så’n var det, jeg vilde ha’ det, ser De
Hilde.
Men Herregud , at det ikke kunde kommet
slig da!
Solness.
Ja, det må De nok sige, Hilde.
Hilde.
Nå, men hør nu her, bygmester. Er De nu
også så ganske viss på, at branden kom fra den
lille sprækken i skorstenspiben?
Solness.
Nej, tvert imod. Jeg er ganske viss på, at
sprækken i skorstenspiben sletikke havde noget så’n
med branden at gøre.
Hilde.
Hvad for noget!
Solness.
Det er bragt fuldt på det rene, det, at branden
brød ud i et klædekammers, – på en ganske anden
kant af huset.
Hilde.
Men hvad er det så De sidder og våser om
denne her sprukne skorstenspiben da!
Solness.
Må jeg få snakke lidt mere med Dem, Hilde?
Hilde.
Ja, hvis De bare vil snakke fornuftig, så –
s. 107
Solness.
Skal prøve på det.
( han flytter sin stol nærmere.)
Hilde.
Ryk ud med det da, bygmester.
Solness
(fortrolig).
Tror ikke De også det, Hilde, at der findes
enkelte udkårne, udvalgte mennesker, som har fåt
nåde og magt og evne til at ønske noget, begære
noget, ville noget – så ihærdigt og så – så ubøn-
hørligt – at de få det tilslut. Tror De ikke det?
Hilde
(med et ubestemmeligt udtryk i øjnene).
Hvis er, vil vi engang få se – om jeg
hører til de udkårne.
Solness.
Det er ikke en selv alene, som virker så store
ting. Å nej, – hjælperne og tjenerne, – de får nok
være med, de også, hvis det skal bli’ til noget. Men
De kommer aldrig af sig selv, de. En må rope rigtig
ihærdig på dem. Så’n indvendig da, skønner De.
Hilde.
Hvad er det for nogen hjælpere og tjenere, det?
Solness.
Å, det kan vi snakke om en anden gang. La’
os nu bli’ ved dette her med branden.
Hilde.
Tror De ikke, at den branden var kommet lige-
fuldt – om ikke De havde ønsket det?
s. 108
Solness.
Havde gamle Knut Brovik ejet huset, så var
det aldrig i verden brændt så belejligt for ham.
Det er jeg så sikker på. For han forstår ikke at
rope på hjælperne, han, og ikke på de tjenende
heller. (rejser sig i uro.) Ser De, Hilde, – det er altså
alligevel mig, som er skyld i, at begge smågutterne
måtte bøde med livet. Og er jeg kanske ikke skyld
i det også, at Aline ikke er ble’t til det, som hun
skulde og kunde. Og som hun helst vilde.
Hilde.
Ja, men når det nu bare er disse hjælperne og
tjenerne, så –?
Solness.
Hvem ropte på hjælperne og tjenerne? Det
gjorde jeg! Og så kom de og føjed sig under min
vilje. (i stigende oprør.) Det er det, som godtfolk kal-
der at ha’ lykken med sig. Men jeg skal sige Dem,
jeg, hvorledes den lykken kendes! Den kendes som
et stort, hudløst sted her på brystet. Og så går
hjælperne og tjenerne og flår hudstykker af andre
mennesker for at lukke mit sår! – Men såret heles
ikke endda. Aldrig, – aldrig! Å, om De vidste,
hvor det kan suge og svie iblandt.
Hilde
(ser opmærksomt på ham).
De er syg, bygmester. Svært syg, tror jeg
næsten.
Solness.
Si’ gal. For det mener De jo.
Hilde.
Nej, jeg tror ikke det skorter Dem videre på
forstanden.
s. 109
Solness.
hvad da? Ud med det!
Hilde.
Jeg gad vide, jeg, om De ikke er født til ver-
den med en skranten samvittighed.
Solness.
Skranten samvittighed? Hvad er det for noget
dævelskab?
Hilde.
Jeg mener, at samvittigheden er svært skral
hos Dem. Så’n finbygget. Tåler ikke at ta’ tag.
Ikke løfte og bære det, som tungt er.
Solness
(brummer).
Hm! Hvorledes skulde så samvittigheden være
da, må jeg spørge?
Hilde.
Hos Dem vilde jeg helst, at samvittigheden
skulde være så’n – så’n rigtig robust.
Solness.
Så? Robust? Nå. Har De kanske en robust
samvittighed?
Hilde.
Ja, jeg tror nok det. Jeg har ikke mærket
andet.
Solness.
Har vel ikke været sat synderlig på prøve
heller, tænker jeg.
s. 110
Hilde
(med en dirrende dragning om munden).
Å, det var da ikke så ligetil at rejse ifra far,
som jeg holder så forfærdelig af.
Solness.
Å hvad! Så’n for en måneds tid eller to –
Hilde.
Jeg kommer visst aldrig hjem igen.
Solness.
Aldrig? Hvorfor rejste De fra ham da?
Hilde
(halvt alvorlig, halvt drillende).
Har De nu glemt igen det, at de ti årene er
omme?
Solness.
Å snak. Var der et eller andet ivejen
hjemme? Nå?
Hilde
(helt alvorlig).
Det var dette her indeni mig, som jog og
pisked mig hid. Lokked og drog mig også.
Solness
(ivrig).
Der har vi det! Der har vi det, Hilde! Der
bor trold i Dem også. Li’som i mig. For det er
troldet i en, ser De, – det er det, som roper på
magterne udenfor. Og så en gi’ sig, – enten
en så vil eller ikke.
Hilde.
Jeg tror næsten De har ret, bygmester.
s. 111
Solness
(går om på gulvet).
Å, der er så urimelig mange dævler til i ver-
den, som en ikke ser, Hilde!
Hilde.
Dævler også?
Solness
(standser).
Snille dævler og onde dævler. Lyshårede dævler
og svarthårede. Vidste en bare altid, om det er de
lyse eller de mørke, som har tag i en! (driver om.)
Håhå! Det var ingen sag da!
Hilde
(følger ham med øjnene).
Eller en havde en rigtig frodig, struttende sund
samvittighed. Så en turde det, en helst vilde.
Solness
(standser ved konsolbordet).
Jeg tror nu, de fleste er lige så store skrælinger,
som jeg, i det stykke.
Hilde.
Kan såmæn godt være, det.
Solness
(læner sig til bordet).
I sagabøgerne –. Har De læst noget i disse
her gamle sagabøgerne?
Hilde.
Ja da! I den tiden jeg læste bøger, så –
Solness.
I sagabøgerne står der om vikinger, som sejled
s. 112

til fremmede lande og plyndred og brændte og slog
mænd ihjel –
Hilde.
Og fanged kvinder –
Solness.
– og beholdt dem hos sig –
Hilde.
– tog dem hjem med sig på skibene –
Solness.
– og bar sig ad med dem, som – som de
værste trold.
Hilde
(ser hen for sig med et halvt tilsløret blik).
Jeg synes, det måtte være spændende.
Solness
(med en kort, brummende latter).
Ja, at fange kvinder, ja?
Hilde.
At bli’ fanget.
Solness
(ser et øjeblik på hende).
Nå så.
Hilde
(ligesom afbrydende).
Men hvor vil De så hen med disse her vikin-
gerne, bygmester?
Solness.
Jo, for de karene, de havde robust samvittig-
hed, de! Når de kom hjem igen, så kunde de både
s. 113

æde og drikke. Og glade som barneunger var de
også. Og kvinderne da! De vilde mangengang slet-
ikke ifra dem igen. Kan De skønne sligt, Hilde?
Hilde.
De kvinderne kan jeg så forfærdelig godt skønne.
Solness.
Åhå! Kanske De selv kunde gøre ligedan?
Hilde.
Hvorfor ikke det?
Solness.
Leve sammen – frivillig – med så’n en volds-
mand?
Hilde.
Hvis det var en voldsmand, som jeg var kom-
met til at holde rigtig af, så –
Solness.
Kunde De da komme til at holde af en slig en?
Hilde.
Herregud, en kan da ikke selv hjælpe for, hvem
en kommer til at holde af, véd jeg.
Solness
(ser eftertænksom på hende).
Å nej, – det er vel troldet indeni en, som rå’r
for det.
Hilde
(med en halv latter).
Og så alle disse velsignede dævlerne, som De
kender så godt. Både de lyshårede og de mørk-
hårede.
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
8
s. 114
Solness
(varmt og stille).
Så vil jeg ønske, at dævlerne vælger nænsomt
for Dem da, Hilde.
Hilde.
For mig har de alt valgt. En gang for alle.
Solness
(ser dybt på hende).
Hilde, – De er ligesom en vild skogfugl, De.
Hilde.
Langt ifra det. Jeg gemmer mig ikke bort
under buskerne.
Solness.
Nej, nej. Der er nok snarere noget af rovfuglen
i Dem.
Hilde.
Snarere det – kanske. (i stor heftighed .) Og hvor-
for ikke rovfugl! Hvorfor skulde jeg ikke gå på rov,
jeg også? Ta’ det bytte, jeg har lyst til? Hvis
jeg såsandt kan få kløerne i det da. Vinde bugt
med det.
Solness.
Hilde, – véd De, hvad De er for noget?
Hilde.
Ja, jeg er jo så’n en slags underlig fugl.
Solness.
Nej. De er ligesom en gryende dag. Når jeg
ser på Dem, – da er det som om jeg så imod sol-
opgangen.
s. 115
Hilde.
Sig mig, bygmester, – er De viss på, at De
aldrig har ropt på mig? Så’n indvendig?
Solness
(sagte og langsomt).
Jeg tror næsten, at jeg må ha’ gjort det.
Hilde.
Hvad vilde De med mig?
Solness.
De er ungdommen, De, Hilde.
Hilde
(smiler).
Ungdommen, som De er så ræd for?
Solness
(nikker langsomt).
Og som jeg igrunden stunder så sårt imod.
(Hilde rejser sig, går hen til det lille bord og henter Ragnar Broviks
mappe.)
Hilde
(rækker mappen mod ham).
Det var altså disse her tegningerne –
Solness
(kort, afvisende).
Læg de grejerne væk! Jeg har set nok på dem.
Hilde.
Ja, men De skal jo skrive dem for ham.
Solness.
Skrive dem! Aldrig i verden.
8*
s. 116
Hilde.
Men når nu den stakkers gamle manden ligger
for døden da! Kan De så ikke gøre ham og sønnen
en glæde før de skilles? Og kanske han så kunde
få bygge efter dem også.
Solness.
Ja, det er jo netop det, han kan. Det har han
nok sikret sig, han, – den mosjøen.
Hilde.
Men Herregud , – når så er, – kan De så ikke
lyve en bitte liden smule da?
Solness.
Lyve? (rasende.) Hilde, – gå fra mig med de
fandens tegningerne!
Hilde
(trækker mappen lidt til sig).
Nå, nå, nå, – bid mig da ikke. – De snakker
om trold, De. Jeg synes, De selv bær’ Dem ad som
et trold. (ser sig om.) Hvor har De pen og blæk?
Solness.
Har ikke sligt noget herinde.
Hilde
(går mod døren).
Men ude hos den frøkenen har De da –
Solness.
Bli’ hvor De er, Hilde! – Jeg skulde lyve, sa’
De. Å ja, for hans gamle fars skyld kunde jeg nok
det. For ham har jeg engang knækket. Kastet
overende.
s. 117
Hilde.
Ham også?
Solness.
Jeg trængte plads for mig selv. Men denne her
Ragnar, – han må ikke for nogen pris få lov til at
komme frem.
Hilde.
Stakker, det gør han vel heller ikke. Når han
ikke duer til noget, så –
Solness
(nærmere, ser på hende og hvisker).
Kommer Ragnar Brovik frem, så slår han mig
til jorden. Knækker mig, – ligesom jeg gjorde med
hans far.
Hilde.
Knækker Dem? Duer han da?
Solness.
Ja, det kan De lide på, at han duer! Han er
den ungdom, som står færdig til at banke på hos
mig. Og gøre det af med hele bygmester Solness.
Hilde
(ser stille bebrejdende på ham).
Og endda så vilde De stænge ham ude. Fy,
bygmester!
Solness.
Den har kostet hjerteblod nok, den kamp, jeg
har kæmpet. – Og så er jeg ræd, at hjælperne og
tjenerne, de lystrer mig ikke længer.
Hilde.
Så får De lægge ivej på egen hånd da. Der
er ikke andet for.
s. 118
Solness.
Håbløst, Hilde. Omslaget kommer. Lidt før
eller lidt senere. For gengældelsen, den er ubønhør-
lig, den.
Hilde
(i angst, holder sig for ørerne).
Snak da ikke sligt noget! Vil De ta’ livet a’
mig! Ta’ fra mig det, som er mig mere end livet!
Solness.
Og hvad er det?
Hilde.
At se Dem stor. Se Dem med en krans i
hånden. Højt, højt oppe på et kirketårn. (atter rolig.)
Nå, frem med blyanten da. For en blyant har De
vel på Dem?
Solness
(tar sin tegnebog frem).
Her har jeg en.
Hilde
(lægger mappen på sofabordet).
Godt. Og så sætter vi os her, vi to, bygmester.
(Solness sætter sig ved bordet.)
Hilde
(bag ham, læner sig over stolryggen).
Og så skriver vi på tegningerne. Rigtig, rigtig
pænt og varmt skriver vi. For denne her stygge
Roar – eller hvad han heder.
Solness
(skriver nogle linjer, drejer hodet og ser op på hende).
Si’ mig en ting, Hilde.
s. 119
Hilde.
Ja?
Solness.
Når De nu altså har gåt og ventet på mig i
ti år –
Hilde.
Hvad så?
Solness.
Hvorfor skrev De ikke til mig? Så kunde jeg
ha’ svaret Dem.
Hilde
(hurtig).
Nej, nej, nej da! Det var just det, jeg ikke
vilde ha’.
Solness.
Hvorfor ikke?
Hilde.
Jeg var ræd for, at det kunde gå istykker for
mig da. – Men vi skulde jo skrive på tegningerne,
bygmester.
Solness.
Vi skulde jo det.
Hilde
(bøjer sig fremover og ser til, mens han skriver).
Så godt og hjertevarmt. Å, hvor jeg hader –
hvor jeg hader denne Roald –
Solness
(skrivende).
Har De aldrig holdt så’n rigtig af nogen, De,
Hilde?
s. 120
Hilde
(hårdt).
Hvad siger De?
Solness.
Om De aldrig har holdt af nogen.
Hilde.
Af nogen anden, mener De vel?
Solness
(ser op på hende).
Af nogen anden, ja. Har De aldrig det? I
disse ti årene? Aldrig?
Hilde.
Å jo, så en gang imellem. Når jeg var rigtig
gal på Dem, fordi De ikke kom.
Solness.
Da brød De Dem om andre også?
Hilde.
En liden smule. For en uges tid eller så.
Herregud, bygmester, De véd da vel, hvorledes sligt
noget har sig.
Solness.
Hilde, – hvad er det, De er kommen for?
Hilde.
Spild ikke tiden med snak. Den stakkers gamle
manden kunde gerne ligge der og dø for os imens.
Solness.
Svar mig, Hilde. Hvad er det, De vil mig?
Hilde.
Jeg vil ha’ mit kongerige.
s. 121
Solness.
Hm –
( han ser flygtigt mod døren til venstre og vedbliver så at skrive på
tegningerne.)
(Fru Solness kommer ind i det samme. Hun har nogle pakker med sig.)
Fru Solness.
Her har jeg ta’t med mig lidt til Dem, frøken
Wangel. De store pakkerne blir sendt ud siden.
Hilde.
Å, hvor det er inderlig snilt af Dem alligevel!
Fru Solness.
Bare simpel pligt. Sletikke andet.
Solness
(læser det skrevne igennem).
Aline!
Fru Solness.
Ja?
Solness.
Så du om hun – bogholdersken var derude?
Fru Solness.
Ja, naturligvis var hun der.
Solness
(lægger tegningerne i mappen).
Hm –
Fru Solness.
Hun stod ved pulten, som hun altid plejer –
når jeg går igennem værelset.
Solness
(rejser sig).
Så vil jeg gi’ det til hende da. Og si’ hende,
at –
s. 122
Hilde
(tar mappen fra ham).
Å nej, la’ da mig få ha’ den glæden! (går mod
døren, men vender sig.)
Hvad heder hun?
Solness.
Hun heder frøken Fosli.
Hilde.
Isch, det høres jo så koldt! Til fornavn,
mener jeg?
Solness.
Kaja, – tror jeg.
Hilde
(åbner døren og råber ud).
Kaja! Kom her ind! Skynd Dem! Bygmesteren
vil snakke med Dem.
(Kaja Fosli kommer indenfor døren.)
Kaja
(ser forskræmt på ham).
Her er jeg –?
Hilde
(rækker hende mappen).
Se her, Kaja! De kan ta’ dette her til Dem.
For nu har bygmesteren skrevet .
Kaja.
Å, endelig da!
Solness.
Gi’ det til den gamle så fort De kan.
Kaja.
Jeg vil gå straks hjem med det.
s. 123
Solness.
Ja, gør det. Og så kan jo Ragnar komme til
at bygge.
Kaja.
Å, må han få komme her hen og takke Dem
for alt –?
Solness
(hårdt).
Jeg vil ingen tak ha’! Hils og si’ ham det
fra mig.
Kaja.
Ja, jeg skal –
Solness.
Og si’ ham så med det samme, at herefter har
jeg ikke nogen brug for ham. Og ikke for Dem
heller.
Kaja
(sagte og bævende).
Ikke for mig heller!
Solness.
Nu får De jo andre ting at tænke på. Og ta’
vare. Og det er jo bare bra’, det. Ja, gå så hjem
med tegningerne, frøken Fosli. Fort! Hører De det!
Kaja
(som før).
Ja, herr Solness.
( hun går ud.)
Fru Solness.
Gud, for nogen lumske øjne hun har.
Solness.
Hun! Det stakkers lille fæet.
s. 124
Fru Solness.
Åh, – jeg ser nok, hvad jeg ser, jeg, Halvard.
– Siger du dem virkelig op?
Solness.
Ja.
Fru Solness.
Hende også?
Solness.
Var det ikke , du helst vilde ha’ det?
Fru Solness.
Men at du kan undvære hende –? Å ja, du
har vel sagtens én i baghånden, du, Halvard.
Hilde
(lystig).
Ja, jeg duer ialfald ikke til at stå ved skrive-
pulten.
Solness.
Nå, nå, nå, – det gir sig nok, Aline. Nu skal
du bare tænke på at flytte ind i det nye hjemmet
– så fort du kan. Ikveld hejser vi kransen oppe –
(vender sig til Hilde) – helt øverst oppe på tårnspiret.
Hvad siger De til det, frøken Hilde?
Hilde
(stirrer på ham med tindrende øjne).
Det blir forfærdelig dejligt at få se Dem så højt
oppe igen.
Solness.
Mig!
Fru Solness.
Å Gud , frøken Wangel, forestil Dem da ikke
s. 125

sligt noget! Min mand –! Så svimmel, som
han er!
Hilde.
Svimmel! Nej, det er han da rigtignok ikke!
Fru Solness.
Å jo såmæn er han så.
Hilde.
Men jeg har jo selv set ham øverst oppe på et
højt kirketårn!
Fru Solness.
Ja, jeg hører jo folk snakker om det. Men det
er så rent umuligt –
Solness
( heftigt ).
Umuligt, – umuligt, ja! Men jeg stod nu der-
oppe, alligevel, jeg!
Fru Solness.
Nej, hvor kan du nu sige det, Halvard? Du
tåler jo ikke engang at gå ud på altanen heroppe
i anden etage. Slig har du jo altid været.
Solness.
Du kunde kanske få se noget andet ikvæld.
Fru Solness
(angst).
Nej, nej, nej! Det skal jeg da med Guds hjælp
aldrig få se ! For jeg vil straks skrive til doktoren.
Og han skal nok få dig fra det.
Solness.
Men Aline da –!
s. 126
Fru Solness.
Jo, for du er jo syg, Halvard! Dette her kan
ikke være noget andet! Å Gud , – å Gud !
( hun går skyndsomt ud til højre .)
Hilde
(ser spændt på ham).
Er det så eller er det ikke?
Solness.
At jeg er svimmel?
Hilde.
At min bygmester ikke tør, – ikke kan stige
så højt, som han selv bygger?
Solness.
Er det slig, De ser på den sagen?
Hilde.
Ja.
Solness.
Jeg tror snart ikke en krog i mig kan være
sikker for Dem.
Hilde
(ser mod karnapvinduet).
Der oppe altså. Helt der oppe –
Solness
(går nærmere).
I det øverste tårnkammerset kunde De få bo,
Hilde. – Kunde få det der som en prinsesse.
Hilde
(ubestemmeligt, mellem alvor og spøg).
Ja, det har De jo lovet mig.
s. 127
Solness.
Har jeg egentlig det?
Hilde.
Fy, bygmester! De sa’, at jeg skulde bli’ prin-
sesse. Og at jeg skulde få et kongerige af Dem.
Og så tog De og – Nå!
Solness
(varsomt).
Er De ganske viss på, at det ikke er så’n en
drøm, – en indbildning, som har fæstnet sig hos
Dem?
Hilde
(hvast).
For De gjorde det kanske ikke?
Solness.
Véd knapt selv –. (sagtere.) Men det véd jeg
rigtignok nu, at jeg –
Hilde.
At De –? Si’ det straks!
Solness.
– at jeg burde ha’ gjort det.
Hilde
(i kækt udbrud).
Aldrig i verden er De svimmel!
Solness.
Ikvæld hejser vi altså kransen, – prinsesse Hilde.
Hilde
(med et bittert drag).
Over Deres nye hjem, ja.
s. 128
Solness.
Over det nye huset. Som aldrig blir hjem for
mig.
( han går ud gennem havedøren.)
Hilde
(ser ud for sig med et tilsløret blik og hvisker med sig selv. Der høres
kun ordene:)
– – – forfærdelig spændende – –

TREDJE AKT.

(En stor, bred veranda, hørende til bygmester Solness’s våningshus.
En del af huset med udgangsdør til verandaen ses til venstre . Rækværk
foran denne til højre . Længst tilbage, på verandaens smalside, fører en
trappe ned til den lavere liggende have. Store, gamle træer i haven
strækker sine grene over verandaen og henimod huset. Længst til højre,
inde mellem træerne, skimtes det nederste af den nye villa med stillads
om tårnpartiet. I baggrunden begrænses haven af et gammelt pinde-
gærde. Udenfor gærdet en gade med lave, forfaldne småhuse.)
(Aftenhimmel med solbelyste skyer.)
(På verandaen står en havebænk langs husvæggen og foran bænken et
langagtigt bord. Ved den anden side af bordet en lænestol og nogle
taburetter. Alle møblerne er af kurvfletning .)
(Fru Solness, indhyllet i et stort hvidt krepsjal, sidder hvilende i læne-
stolen og stirrer henover mod højre.)
(Lidt efter kommer Hilde Wangel op ad trappen fra haven. Hun er
klædt som sidst og har sin hat på hodet. På brystet bærer hun en liden
buket af almindelige småblomster.)
Fru Solness
(vender hodet lidt).
Har De været omkring i haven, De, frøken
Wangel?
Hilde.
Ja, jeg har set mig om dernede.
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
9
s. 130
Fru Solness.
Og fundet blomster også, ser jeg.
Hilde.
Ja da! For dem er der mere end nok af. Så’n
inde mellem buskerne.
Fru Solness.
Nej, er der det? Endnu? Ja, for jeg kommer
der jo omtrent aldrig.
Hilde
(nærmere).
Hvad for noget! Flyer De ikke ned i haven
hver dag da?
Fru Solness
(med et mat smil).
Jeg «flyer» nok ikke nogensteds, jeg. Ikke nu
længer.
Hilde.
Nå, men går De da ikke ned en gang imellem
og hilser på alt det dejlige, som der er?
Fru Solness.
Det er ble’t så fremmed for mig, altsammen.
Jeg er næsten ræd for at se det igen.
Hilde.
Deres egen have!
Fru Solness.
Jeg synes ikke den er min længer nu.
Hilde.
Å, hvad er det for noget –?
s. 131
Fru Solness.
Nej, nej, den er ikke det. Det er ikke som i
mors og fars tid. De har ta’t så sørgelig meget væk
af haven, frøken Wangel. Tænk, – de har stykket
ud, – og bygget huse for fremmede mennesker.
Folk, som jeg ikke kender. Og de kan sidde og se
på mig inde fra vinduerne.
Hilde
(med et lyst udtryk).
Fru Solness?
Fru Solness.
Ja?
Hilde.
Må jeg få lov at være her hos Dem lidt?
Fru Solness.
Ja gerne det, hvis De kan ha’ lyst.
(Hilde flytter en taburet hen til lænestolen og sætter sig.)
Hilde.
Ah, – her kan en rigtig sidde og sole sig som
en kat.
Fru Solness
(lægger hånden let på hendes nakke).
Det er snilt, at De vil sidde hos mig. Jeg
trode, De skulde ind til min mand.
Hilde.
Hvad skulde jeg hos ham?
Fru Solness.
Hjælpe ham, tænkte jeg.
Hilde.
Nej tak. Forresten er han ikke inde. Han går
9*

s. 132

der borte hos arbejdsfolkene. Men han så’ så glubsk
ud, at jeg turde ikke snakke til ham.
Fru Solness.
Å, igrunden er han så mild og blød i sindet.
Hilde.
Han!
Fru Solness.
De kender ham ikke rigtig endnu, De, frøken
Wangel.
Hilde
(ser varmt på hende).
Er De gla’ nu, De skal flytte over i det nye?
Fru Solness.
Jeg skulde jo være glad. For Halvard vil jo
så ha’ det –
Hilde.
Å, ikke just derfor, synes jeg.
Fru Solness.
Jo, jo, frøken Wangel. For det er da bare
min pligt, det, at bøje mig under ham. Men det
falder mangen gang så svært at tvinge sit sind til
lydighed.
Hilde.
Ja, det må visst falde svært.
Fru Solness.
Det kan De tro. Når en ikke er bedre men-
neske end jeg, så –
Hilde.
Når en har gåt igennem så meget tungt, som
De
s. 133
Fru Solness.
Hvoraf véd De det?
Hilde.
Deres mand sa’ det.
Fru Solness.
Til mig rører han så lidet ved de ting. – Ja,
De kan tro, jeg har gåt mere end nok igennem i
mit liv, jeg, frøken Wangel.
Hilde
(ser deltagende på hende og nikker langsomt).
Stakkers fru Solness. Først så brændte det
for Dem –
Fru Solness
(med et suk).
Ja. Alt mit brændte.
Hilde.
Og så kom jo det, som værre var.
Fru Solness
(ser spørgende på hende).
Værre?
Hilde.
Det, som værst var.
Fru Solness.
Hvilket, mener De?
Hilde
(sagte).
De misted jo begge smågutterne.
Fru Solness.
Å, de, ja. Ja, se, det var nu en sag for sig,
s. 134

det. Det var jo en højere tilskikkelse. Og sådant
noget får en bøje sig under. Og takke til.
Hilde.
Gør De da det?
Fru Solness.
Ikke altid, desværre. Jeg véd jo så godt, at
det var min pligt. Men jeg kan det ikke alligevel.
Hilde.
Nej, nej, det er så rimeligt, det, synes jeg.
Fru Solness.
Og tidt og ofte så må jeg jo sige til mig selv,
at det var en retfærdig straf over mig –
Hilde.
Hvorfor det?
Fru Solness.
Fordi jeg ikke var standhaftig nok i ulykken.
Hilde.
Men jeg skønner da ikke, at –
Fru Solness.
Å nej, nej, frøken Wangel, – snak ikke mere
til mig om de to smågutterne. Dem skal vi bare
være glade for. For de har det så godt, – så godt
nu. Nej, det er de små tab i livet, som skærer
en så ind i hjertet. At miste alt det, som andre
folk regner for næsten ingenting.
Hilde
(lægger armene på hendes knæ og ser varmt op til hende).
Søde fru Solness, – fortæl mig, hvad det er
for noget!
s. 135
Fru Solness.
Som jeg siger. Bare småting. Der brændte nu
alle de gamle portrætterne på væggene. Og alle de
gamle silkedragterne brændte. De, som havde hørt
familjen til i så langsommelige tider. Og alle mors
og bedstemors kniplinger – de brændte også. Og
tænk, – smykkerne da! (tungt.) Og så alle dukkerne.
Hilde.
Dukkerne?
Fru Solness
(grådkvalt).
Jeg havde ni dejlige dukker.
Hilde.
Og de brændte også?
Fru Solness.
Allesammen. Å, det var så sårt, – så sårt
for mig.
Hilde.
Havde De gåt og gemt på alle de dukkerne
da? Lige siden De var liden?
Fru Solness.
Ikke gemt på dem. Jeg og dukkerne blev ved
at leve sammen siden også.
Hilde.
Efter at De var ble’t voksen?
Fru Solness.
Ja, længe efter den tid.
Hilde.
Efter at De var gift også?
s. 136
Fru Solness.
Å ja da. Når bare ikke han så’ det, så –.
Men så blev de jo indebrændt, stakker. Der var
ingen, som tænkte på at redde dem. Å, det er så
sørgeligt at forestille sig. Ja, De må ikke le af mig,
frøken Wangel.
Hilde.
Jeg ler sletikke.
Fru Solness.
For der var jo på en måde liv i dem også.
Jeg bar dem under mit hjerte. Ligesom små ufødte
barn.
(Doktor Herdal, med hatten i hånden, kommer ud gennem døren og får
øje på fru Solness og Hilde.)
Doktor Herdal.
Nå, De sidder altså ude og lar Dem forkøle,
De, frue?
Fru Solness.
Jeg synes, her er så godt og varmt idag.
Doktor Herdal.
Ja, ja. Men er her noget på færde i huset?
Jeg fik en billet fra Dem.
Fru Solness
(rejser sig).
Ja, der er noget, jeg må tale med Dem om.
Doktor Herdal.
Godt. Så går vi kanske ind da. (til Hilde.) I
fjelduniform idag også, frøken?
Hilde
(lystig, rejser sig).
Ja da! I fuld puds! Men idag skal jeg ikke
s. 137

tilvejrs og brække halsen. Vi to vil pænt bli’ neden-
under og se på, vi, doktor.
Doktor Herdal.
Hvad skal vi se på?
Fru Solness
(sagte, forskrækket til Hilde).
Hys, hys, – for Guds skyld! Nu kommer han!
Se bare at få ham fra det indfaldet. Og la’ os så
være venner, frøken Wangel. Kan vi ikke det?
Hilde
(kaster sig voldsomt om hendes hals).
Å, om vi bare kunde.
Fru Solness
(gør sig læmpeligt løs).
Så-så-så! Der kommer han, doktor! Lad mig
få snakke med Dem.
Doktor Herdal.
Er det ham, det gælder?
Fru Solness.
Ja visst er det ham. Kom bare ind.
( hun og doktoren går ind i huset.)
(I næste øjeblik kommer bygmester Solness fra haven op ad trappen.
Et alvorligt drag lægger sig over Hildes ansigt.)
Solness
(skotter mod husdøren, som lukkes varsomt indenfra).
Har De lagt mærke til det, Hilde, at så fort
jeg kommer, så går hun?
Hilde.
Jeg har lagt mærke til, at så fort De kommer,
får De hende til at gå.
s. 138
Solness.
Kanske det. Men jeg kan ikke gøre ved det.
(ser opmærksomt på hende.) Fryser De, Hilde? Jeg synes,
De ser så’n ud.
Hilde.
Jeg kom nu netop op fra en gravkælder.
Solness.
Hvad skal det sige?
Hilde.
At jeg har fåt frost i kroppen, bygmester.
Solness
(langsomt).
Jeg tror, jeg forstår –
Hilde.
Hvad vil De her oppe nu?
Solness.
Jeg fik øje på Dem der borte fra.
Hilde.
Men da så’ De vel hende også, da?
Solness.
Jeg vidste, at hun straks vilde gå, hvis jeg
kom.
Hilde.
Er det svært ondt for Dem, det, at hun så’n
går af vejen for Dem?
Solness.
På en måde kendes det som en lettelse også.
s. 139
Hilde.
At De ikke har hende lige for øjnene?
Solness.
Ja.
Hilde.
At De ikke støt og stadig ser, hvor tungt hun
tar sig dette her med smågutterne?
Solness.
Ja. Mest derfor.
(Hilde driver henover verandaen med hænderne på ryggen, stiller sig
ved rækværket og ser udover haven.)
Solness
(efter et lidet ophold).
Snakked De længe med hende?
Hilde
(står ubevægelig og svarer ikke).
Solness.
Længe, spør’ jeg.
Hilde
(tier, som før).
Solness.
Hvad snakked hun om da, Hilde?
Hilde
(tier fremdeles).
Solness.
Stakkers Aline! Det var vel om smågutterne, det.
Hilde
(gennemfares af en nervøs rykning; så nikker hun hurtig et par gange).
s. 140
Solness.
Forvinder det aldrig. Aldrig i verden forvinder
hun det. (går nærmere.) Nu står De der som en sten-
støtte igen. Slig stod De igårkvæld også.
Hilde
(vender sig og ser på ham med store, alvorlige øjne).
Jeg vil rejse.
Solness
(skarpt).
Rejse!
Hilde.
Ja.
Solness.
Nej men det får De ikke lov til!
Hilde.
Hvad skal jeg gøre her nu?
Solness.
Bare være her, Hilde!
Hilde
(ser nedad ham).
Jo, tak skal De ha’. Det blev nok ikke ved det.
Solness
(uoverlagt).
Så meget desto bedre!
Hilde
( heftig ).
Jeg kan ikke gøre noget ondt imod en, som
jeg kender! Ikke ta’ noget væk, som hører hende til.
Solness.
Hvem siger da, at De skal det!
s. 141
Hilde
(vedblivende).
En fremmed en, ja! For det er noget ganske
andet, det! En, som jeg aldrig havde set for mine
øjne. Men en , som jeg er kommet nær ind til –!
Nej da! Nej da! Isch!
Solness.
Ja men noget andet har jeg jo heller ikke sagt!
Hilde.
Å, bygmester, De véd visst godt, hvorledes det
vilde gå. Og derfor så rejser jeg.
Solness.
Og hvad skal der bli’ af mig, når De er rejst?
Hvad skal jeg ha’ at leve for da? Bagefter?
Hilde
(med det ubestemmelige udtryk i øjnene).
Med Dem har det vel ingen nød. De har jo
Deres pligter imod hende. Lev for de pligterne.
Solness.
For sent. Disse her magterne, – disse – disse –
Hilde.
– dævlerne –
Solness.
Ja, dævlerne! Og troldet indeni mig også. De
har tappet alt livsblodet af hende. ( ler fortvilet.) For
min lykkes skyld gjorde de det! Jo-jo! (tungt.) Og
nu er hun død – for min skyld. Og jeg er levende
lænket til den døde. (i vild angst.) Jegjeg, som
ikke kan leve livet glædeløst!
(Hilde går omkring bordet og sætter sig på bænken med albuerne på
bordpladen og hodet støttet i hænderne.)
s. 142
Hilde
(sidder og ser en stund på ham).
Hvad vil De så bygge næstegang?
Solness
(ryster på hodet).
Tror ikke, det blir til stort mere nu.
Hilde.
Ikke så’ne lune, lykkelige hjem for mor og far?
Og for barneflokken?
Solness.
Gad vide, jeg, om der blir brug for sligt noget
herefterdags.
Hilde.
Stakkers bygmester! Og De, som har gåt her
i alle de ti årene – og sat livet ind – bare på det.
Solness.
Ja, De må så sige, Hilde.
Hilde
(i udbrud).
Å, jeg synes, det er rigtig så tosset, så tosset,
– altsammen!
Solness.
Hvilket altsammen?
Hilde.
At en ikke tør gribe efter sin egen lykke. Efter
sit eget liv! Bare fordi der står nogen ivejen, som
en kender!
Solness.
En, som en ikke har ret til at gå forbi.
s. 143
Hilde.
Gad vide, om en ikke havde ret til det igrun-
den? Men så alligevel –. Å, den, som kunde sove
ifra hele grejen!
( hun lægger armene fladt ned på bordet, hviler venstre side af hodet
på hænderne og lukker øjnene.)
Solness
(drejer lænestolen og sætter sig ved bordet).
Havde De et lunt, lykkeligt hjem – oppe hos
Deres far, Hilde?
Hilde
(ubevægelig, svarer ligesom halvt i søvne).
Bare et bur havde jeg.
Solness.
Og De vil slet ikke did ind igen?
Hilde
(som før).
Skogfuglen vil aldrig ind i buret.
Solness.
Heller jage i den frie luften –
Hilde
(fremdeles som før).
Rovfuglen jager helst –
Solness
(lar blikket hvile på hende).
Den, som havde vikingtrods i livet –
Hilde
(med vanlig stemme, åbner øjnene, men rører sig ikke).
Og det andet? Si’, hvad det var!
s. 144
Solness.
Robust samvittighed.
(Hilde retter sig livfuld på bænken. Hendes øjne har igen det glade,
tindrende udtryk.)
Hilde
(nikker til ham).
Jeg véd, hvad De kommer til at bygge næste
gang, jeg!
Solness.
Da véd De mere end jeg, Hilde.
Hilde.
Ja, bygmestrene, de er jo så dumme, de.
Solness.
Og hvad blir det for noget da?
Hilde
(nikker igen).
Slottet.
Solness.
Hvad for et slot?
Hilde.
Mit slot, kan De vel skønne.
Solness.
Vil De ha’ et slot nu?
Hilde.
Skylder De mig ikke et kongerige, må jeg
spørge?
Solness.
Jo, jeg hører, De siger det.
s. 145
Hilde.
Nå. De skylder mig altså dette her kongeriget.
Og til et kongerige hører da vel et slot, skulde jeg tro!
Solness
(mere og mere oplivet).
Ja, det plejer jo gerne være så.
Hilde.
Godt; så byg det for mig da! Straks!
Solness
( ler ).
Og det så’n straks på timen også?
Hilde.
Ja da! For nu er de omme, – de ti årene.
Og jeg vil ikke gå og vente længer. Altså, – ryk
ud med slottet, bygmester!
Solness.
Det er ikke grejt at skylde Dem noget, Hilde.
Hilde.
Det skulde De ha’ betænkt før. Nu er det for-
sent. Altså – (banker i bordpladen.) – slottet på bordet!
Det er mit slot! Jeg vil ha’ det straks!
Solness
(alvorligere, læner sig nærmere, med armene på bordet).
Hvorledes har De tænkt Dem, at det slottet
skulde være, Hilde?
(Hendes blik tilsløres lidt efter lidt. Hun stirrer ligesom indover i
sig selv.)
Hilde
(langsomt).
Mit slot skal ligge højt oppe. Svært højt skal
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
10

s. 146

det ligge. Og frit til alle sider. Så jeg kan se vidt,
– vidt udover.
Solness.
Og et højt tårn skal der vel være?
Hilde.
Et forfærdelig højt tårn. Og øverst oppe på
tårnet skal der være en altan. Og ude på den vil
jeg stå –
Solness
(griber sig uvilkårlig om panden).
At De kan like at stå så svimlende højt –
Hilde.
Ja da! Just der oppe vil jeg stå og se på de
andre, – de, som bygger kirker. Og hjem for mor
og far og barneflokken. Og det skal De også få
komme op og se på.
Solness
(dæmpet).
Får bygmesteren lov til at komme op til prin-
sessen?
Hilde.
Hvis bygmesteren vil.
Solness
(sagtere).
Så tror jeg bygmesteren kommer.
Hilde
(nikker).
Bygmesteren, – han kommer.
Solness.
Men får aldrig bygge mere, – stakkers byg-
mester.
s. 147
Hilde
(livfuldt).
Jo da! Vi to skal være sammen om det. Og
så skal vi bygge det dejligste, – det allerdejligste,
som til er i hele verden.
Solness
(spændt).
Hilde, – si’ mig, hvad det er for noget!
Hilde
(ser smilende på ham, ryster lidt på hodet, spidser munden og taler som
til et barn)
.
Bygmesterne, – de er nogen svært – svært
dumme mennesker.
Solness.
Ja visst er de dumme, ja. Men sig mig så,
hvad det er for noget! Det, som er det dejligste i
verden. Og som vi to skal bygge sammen?
Hilde
(tier lidt og siger med et ubestemmeligt udtryk i øjnene).
Luftslotte.
Solness.
Luftslotte?
Hilde
(nikker).
Luftslotte, ja! Véd De, hvad så’nt et luftslot
er for noget?
Solness.
Det er jo det dejligste i verden, siger De.
Hilde
(rejser sig i heftighed og slår ligesom afvisende ud med hånden).
Ja visst så, ja! Luftslotte, – de er så nemme
10*

s. 148

at ty ind i, de. Og nemme at bygge også – (ser hån-
ligt på ham.)
– allerhelst for de bygmesterne, som har
en – en svimmel samvittighed.
Solness
(rejser sig).
Efter denne dag bygger vi to sammen, Hilde.
Hilde
(med et halvt tvilende smil).
Så’n et rigtigt luftslot?
Solness.
Ja. Et med grundmur under.
(Ragnar Brovik kommer ud fra huset. Han bærer en stor grøn krans
med blomster og silkebånd.)
Hilde
(i glædesudbrud).
Kransen! Å, det blir forfærdelig dejligt!
Solness
(forundret).
Kommer De med kransen, Ragnar?
Ragnar.
Jeg havde lovet formanden det.
Solness
(lettet).
Nå, så går det vel bedre med Deres far da?
Ragnar.
Nej.
Solness
Kvikked det ham ikke, det, jeg havde skrevet?
Ragnar.
Det kom for sent.
s. 149
Solness.
For sent!
Ragnar.
Da hun kom med det, var han ikke ved sam-
ling længer. Han havde fåt et slaganfald.
Solness.
Men så gå da hjem til ham! Se da til Deres far!
Ragnar.
Han behøver mig ikke mere.
Solness.
Men De behøver da vel at være hos ham.
Ragnar.
Hun sidder ved sengen.
Solness
(noget usikker).
Kaja?
Ragnar
(ser mørkt på ham).
Ja, – Kaja, ja.
Solness.
Gå hjem, Ragnar. Både til ham og til hende.
La’ mig få kransen.
Ragnar
(undertrykker et spottende smil).
De vil da vel aldrig selv –?
Solness.
Jeg vil selv gå ned med den, vil jeg. (tager kran-
sen fra ham.)
Og gå så De hjem. Vi har ikke brug
for Dem idag.
s. 150
Ragnar.
Jeg véd, at De ikke har brug for mig herefter.
Men idag blir jeg.
Solness.
Nå, så bli’, siden De endelig vil da.
Hilde
(ved rækværket).
Bygmester, – her vil jeg stå og se på Dem.
Solness.
På mig!
Hilde.
Det blir forfærdelig spændende.
Solness
(dæmpet).
Det snakker vi to om siden, Hilde.
( han går med kransen ned ad trappen og bort igennem haven.)
Hilde
(ser efter ham; derpå vender hun sig til Ragnar).
De kunde da gerne så meget som takket ham,
synes jeg.
Ragnar.
Takket ham? Skulde jeg takket ham?
Hilde.
Ja, det skulde De da rigtignok!
Ragnar.
Det måtte vel snarere være Dem , jeg skulde
takke.
Hilde.
Hvor kan De si’ sligt noget?
s. 151
Ragnar
(uden at svare hende).
Men vogt Dem bare, De, frøken! For De ken-
der nok ikke ham rigtig endnu.
Hilde
(ildfuld).
Å, jeg kender ham bedst, jeg!
Ragnar
( ler i forbittrelse).
Takke ham, som har holdt mig nede år efter
år! Han, som har fåt far til at tvile på mig. Fåt
mig selv til at tvile –. Og det altsammen bare
for at –!
Hilde
(ligesom anende noget).
For at –? Si’ mig det straks!
Ragnar.
For at han kunde få beholde hende hos sig.
Hilde
(med et sæt imod ham).
Frøkenen ved pulten!
Ragnar.
Ja.
Hilde
(truende, med knyttede hænder).
Det er ikke sandt! De lyver på ham!
Ragnar.
Jeg vilde heller ikke tro det før idag, – da
hun selv sa’ det.
s. 152
Hilde
(som ude af sig).
Hvad sa’ hun! Jeg vil vide det! Straks!
Straks!
Ragnar.
Hun sa’, at han har ta’t hendes sind – helt
og holdent. Ta’t alle hendes tanker for sig alene.
Hun si’r, at hun aldrig kan slippe ham. At hun
vil bli’ her, hvor han er –
Hilde
(med gnistrende øjne).
Det får hun ikke lov til!
Ragnar
(ligesom forskende).
For hvem får hun ikke lov?
Hilde
(hurtig).
Ikke for ham heller!
Ragnar.
Å nej, – jeg forstår jo det hele så godt nu.
Herefter vilde hun vel bare bli’ – til besvær.
Hilde.
Ingenting forstår De – når De kan si’ sligt!
Nej, jeg skal fortælle Dem, hvorfor han holdt på
hende.
Ragnar.
Og hvorfor da?
Hilde.
For at få beholde Dem.
s. 153
Ragnar.
Har han sagt Dem det?
Hilde.
Nej, men det er så! Det være så! (vildt.)
Jeg vil, – jeg vil, at det skal være så!
Ragnar.
Og just da De var kommen, – så slap han
hende.
Hilde.
Dem, – Dem var det, han slap! Hvad tror
De, han bry’r sig om så’ne fremmede frøkener, han?
Ragnar
(tænker efter).
Skulde han da ha’ gåt her og været ræd for
mig?
Hilde.
Han ræd! kry skulde De ikke være,
synes jeg.
Ragnar.
Å, han må da vel for længe siden ha’ skønnet,
at jeg duer til noget, jeg også. – Forresten, – ræd,
– det er nu netop det han er, ser De.
Hilde.
Han! Jo, bild mig det ind!
Ragnar.
På sæt og vis er han ræd. Han, den store
bygmesteren. Ta’ livslykken ifra andre mennesker,
– slig, som han har gjort både med far og med
mig, – det er han ikke ræd for. Men bare det, at
klyve op på et stakkers stillads, – det vilde han
nok be’ Gud bevare sig for!
s. 154
Hilde.
Å, De skulde bare set ham så højt oppe, –
så svimlende højt, som jeg engang så ham!
Ragnar.
Har De set det?
Hilde.
Ja, det har jeg rigtignok. Så fri og stolt, som
han stod og fæsted kransen til kirkefløjen!
Ragnar.
Jeg véd, at han har vovet det én gang i sit
liv. En eneste gang. Vi unge har snakket så tidt
om det. Men ingen magt i verden får ham til at
gøre det om igen.
Hilde.
Idag gør han det om igen!
Ragnar
(hånligt).
Jo, det kan De tro!
Hilde.
Vi skal få se det!
Ragnar.
Det får hverken De eller jeg se .
Hilde
(voldsom, ustyrlig).
Jeg vil se det! Jeg vil og jeg se det!
Ragnar.
Men han gør det ikke. Tør simpelthen ikke
gøre det. For han har nu engang den skavank, –
han, den store bygmesteren.
s. 155
(Fru Solness kommer fra huset ud på verandaen.)
Fru Solness
(ser sig om).
Er han ikke her? Hvor er han gåt hen?
Ragnar.
Bygmesteren er der borte hos arbejderne.
Hilde.
Han gik med kransen.
Fru Solness
(i skræk).
Gik han med kransen! Å Gud , – å Gud !
Brovik, – De må gå ned til ham! Se at få ham
herop!
Ragnar.
Skal jeg si’, at fruen vil snakke med ham?
Fru Solness.
Å ja, kære, gør det. – Nej, nej, – si’ ikke, at
jeg vil ham noget! De kan si’, at her er nogen.
Og at han må komme straks.
Ragnar.
Godt. Jeg skal så gøre, frue.
( han går ned af trappen og bort igennem haven.)
Fru Solness.
Å, frøken Wangel, De kan ikke forestille Dem,
hvilken angst jeg udstår for hans skyld.
Hilde.
Men er da dette her noget at være så svært
ræd for?
s. 156
Fru Solness.
Å ja, det kan De da vel skønne. Tænk, om
han gør alvor af det! Om han nu finder på at stige
op på stilladset!
Hilde
(spændt).
Tror De han gør det?
Fru Solness.
Å, en kan aldrig vide, hvad han kunde falde
på. Han kunde jo gerne være i stand til hvad det
så skal være.
Hilde.
Aha, De tror kanske også, at han er – så’n –?
Fru Solness.
Ja, jeg véd ikke længer, hvad jeg skal tro om
ham. For doktoren har nu fortalt mig så mangt og
meget. Og når jeg lægger det sammen med et og
andet, som jeg har hørt ham si’ –
(Doktor Herdal ser ud gennem døren.)
Doktor Herdal.
Kommer han ikke snart?
Fru Solness.
Jo, jeg tænker da det. Der er ialfald gåt bud
efter ham.
Doktor Herdal
(nærmere).
Men De må nok gå ind, De, frue –
Fru Solness.
Nej da, nej da. Jeg vil bli’ her ude og vente
på Halvard.
s. 157
Doktor Herdal.
Ja men der er kommet nogen damer til Dem –
Fru Solness.
Å Gud , det også! Og netop nu!
Doktor Herdal.
Det er nogen, som si’r, at de endelig må få
se på stasen.
Fru Solness.
Ja-ja, så får jeg nok gå ind til dem alligevel.
For det er jo min pligt.
Hilde.
Kan De ikke be’ de damerne gå sin vej da?
Fru Solness.
Nej, det går umulig an. Siden de er kommet
herhen, så er det jo min pligt at ta’ imod dem.
Men bli’ De herude sålænge, – og ta’ imod ham,
når han kommer.
Doktor Herdal.
Og se til at holde ham oppe med snak så
længe som mulig –
Fru Solness.
Ja, gør det, kære frøken Wangel. Hold ham
så fast, som De bare kan.
Hilde.
Var det ikke rettest, at De selv gjorde det?
Fru Solness.
Jo, Herregud , – det var jo min pligt. Men når
en har pligter på så mange kanter, så –
s. 158
Doktor Herdal
(ser mod haven).
Nu kommer han!
Fru Solness.
Og tænk, – jeg, som må gå ind!
Doktor Herdal
(til Hilde).
Si’ ikke noget om, at jeg er her.
Hilde.
Nej da! Jeg skal nok finde på noget andet at
prate med bygmesteren om.
Fru Solness.
Og hold ham endelig fast. Jeg tror, at De
kan bedst det.
(Fru Solness og doktor Herdal går ind i huset. Hilde blir stående
igen på verandaen.)
(Bygmester Solness kommer fra haven op ad trappen.)
Solness.
Her skal være nogen, som vil ha’ fat på mig,
hører jeg.
Hilde.
Jaha, det er mig, det, bygmester.
Solness.
Å, er det Dem, Hilde. Jeg var ræd, det skulde
være Aline og doktoren.
Hilde.
De er nok svært ræd af Dem, De!
Solness.
Så De tror det?
s. 159
Hilde.
Ja, folk si’r, at De er ræd for at krabbe om-
kring – så’n oppe på stilladserne.
Solness.
Nå, det er nu en sag for sig, det.
Hilde.
Men ræd for det, – det er De altså?
Solness.
Ja, jeg er det.
Hilde.
Ræd for, at De skal falde ned og slå Dem
ihjæl?
Solness.
Nej, ikke for det.
Hilde.
Men for hvad da?
Solness.
Jeg er ræd for gengældelsen, Hilde.
Hilde.
For gengældelsen? (ryster på hodet.) Det skønner
jeg ikke.
Solness.
Sæt Dem ned. Så skal jeg fortælle Dem noget.
Hilde.
Ja, gør det! Straks!
( hun sætter sig på en taburet ved rækværket og ser forventningsfuld
på ham.)
s. 160
Solness
(kaster sin hat på bordet).
De véd jo, at det første, jeg begyndte med,
det var med kirkebygninger.
Hilde
(nikker).
Det véd jeg godt.
Solness.
For jeg, ser De, jeg var som gut gåt ud fra et
fromt hjem på landsbygden. Og derfor så syntes
jeg jo, at dette kirkebyggeriet, det var det værdigste,
jeg kunde vælge.
Hilde.
Ja-ja.
Solness.
Og det tør jeg nok si’, at jeg bygged disse her
små, fattige kirkerne med et så ærligt og varmt og
inderligt sind, at – at –
Hilde.
At –? Nå?
Solness.
Ja, at jeg synes, han burde været fornøjet
med mig.
Hilde.
Han? Hvilken han?
Solness.
Han, som skulde ha’ kirkerne , vel! Han, som
de skulde tjene til ære og pris for.
Hilde.
Nå så! Men er De da viss på, at – at han
ikke var – så’n – fornøjet med Dem?
s. 161
Solness
(hånlig).
Han fornøjet med mig! Hvor kan De snakke
så, Hilde? Han, som gav troldet i mig lov til at
rumstere slig, som det selv vilde. Han, som bød
dem være på pletten både nat og dag for at tjene
mig, – alle disse – disse –
Hilde.
Dævlerne –
Solness.
Ja, både den ene og den anden slags. Å nej,
jeg fik nok føle, at han ikke var fornøjet med mig.
(hemmelighedsfuldt.) Se, derfor var det egentlig, at han
lod det gamle huset brænde.
Hilde.
Var det derfor?
Solness.
Ja, skønner De ikke det? Han vilde jeg skulde
få lejlighed til at bli’ en hel mester på mit område
– og bygge så meget ærefuldere kirker for ham. I
førstningen forstod jeg ikke, hvor han vilde hen.
Men så med én gang gik det op for mig.
Hilde.
Hvad tid var det?
Solness.
Det var, da jeg bygged kirketårnet oppe i Lys-
anger.
Hilde.
Det tænkte jeg mig.
Solness.
For, ser De, Hilde, deroppe på det fremmede
Henrik Ibsens samlede værker. IX.
11

s. 162

sted, der gik jeg så jævnlig og grubled og funderte
med mig selv. Da så’ jeg så grejt, hvorfor han
havde ta’t mine små barn fra mig. Det var for at
jeg ingenting andet skulde ha’ at hæfte mig ved.
Ikke sligt noget, som kærlighed og lykke, forstår De.
Jeg skulde bare være bygmester. Ingenting andet.
Og så skulde jeg hele mit liv igennem gå her og
bygge for ham. ( ler .) Men det blev der rigtignok
ikke noget af.
Hilde.
Hvad gjorde De da så?
Solness.
Først gransked og prøved jeg mig selv –
Hilde.
Og så?
Solness.
Så gjorde jeg det umulige. Jeg ligesom han.
Hilde.
Det umulige
Solness.
Jeg havde aldrig før kunnet tåle at stige højt
og frit tilvejrs. Men den dag kunde jeg det.
Hilde
(springer op).
Ja, ja, det kunde De!
Solness.
Og da jeg stod helt der øverst oppe og hang
kransen over tårnfløjen, så sa’ jeg til ham: Hør nu
her, du mægtige! Herefterdags vil jeg være fri byg-
mester, jeg også. På mit område. Ligesom du på
s. 163

dit. Jeg vil aldrig mere bygge kirker for dig. Bare
hjem for mennesker.
Hilde
(med store, tindrende øjne).
Det var sangen, som jeg hørte gennem luften!
Solness.
Men han fik vand på sin mølle bagefter.
Hilde.
Hvad mener De med det?
Solness
(ser mistrøstig på hende).
Det, at bygge hjem for mennesker, – det er
ikke fem øre værd, Hilde.
Hilde.
Siger De det nu?
Solness.
Ja, for nu ser jeg det. Menneskene har ikke
brug for disse her hjemmene sine. Ikke for at være
lykkelige, ikke. Og jeg vilde heller ikke havt brug
for så’nt et hjem. Ifald jeg havde ejet noget. (med
en stille, forbittret latter.)
Se, det er hele opgøret, så
langt, så langt jeg ser tilbage. Ingenting bygget
igrunden. Og ingenting ofret for at bygge noget
heller. Ingenting, ingenting – altsammen.
Hilde.
Og aldrig så vil De bygge noget nyt herefter?
Solness
(med liv).
Jo, netop nu vil jeg begynde!
11*
s. 164
Hilde.
Hvad da? Hvad da? Si’ mig det straks!
Solness.
Det eneste, som jeg tror der kan rummes men-
neskelykke i, – det vil jeg bygge nu.
Hilde
(ser fast på ham).
Bygmester, – nu mener De luftslottene vore.
Solness.
Luftslottene, ja.
Hilde.
Jeg er ræd, De vilde svimle før vi kom halvvejs.
Solness.
Ikke når jeg får gå hånd i hånd med Dem,
Hilde.
Hilde
(med et drag af undertrykt harme).
Bare med mig? Skal vi ikke være flere i
følge da?
Solness.
Hvem ellers, mener De?
Hilde.
Å, – hun, denne Kaja ved pulten. Stakker, –
skal De ikke ha’ hende med Dem også?
Solness.
Åhå. Var det hende, Aline sad her og snakked
for Dem om.
Hilde.
Er det så, eller er det ikke?
s. 165
Solness
( heftig ).
Jeg svarer Dem ikke på sligt noget! Helt og
holdent skal De tro på mig!
Hilde.
I ti år har jeg trod så fuldt, så fuldt på Dem.
Solness.
De skal bli’ ved at tro på mig!
Hilde.
Sa la’ mig få se Dem fri og højt oppe da!
Solness
(tungt).
Å, Hilde, – slig står ikke jeg til hverdagsbrug.
Hilde
(lidenskabelig).
Jeg vil det! Jeg vil det! (bedende.) Bare en
eneste gang til, bygmester! Gør det umulige om
igen!
Solness
(står og ser dybt på hende).
Hvis jeg prøver det, Hilde, så vil jeg stå der-
oppe og snakke til ham li’som sidst.
Hilde
(i stigende spænding).
Hvad vil De si’ til ham!
Solness.
Jeg vil si’ til ham: hør mig, stormægtige herre,
– du får nu dømme om mig som du selv synes.
Men herefter vil jeg bare bygge det dejligste i ver-
den –
s. 166
Hilde
(henreven).
Ja – ja – ja!
Solness.
– bygge det sammen med en prinsesse, som
jeg holder af –
Hilde.
Ja, si’ ham det! Si’ ham det!
Solness.
Ja. Og så vil jeg si’ til ham: nu går jeg ned
og slår armene om hende og kysser hende –
Hilde.
– mange gange! Si’ det!
Solness.
– mange, mange gange, vil jeg si’.
Hilde.
Og så –?
Solness.
Så vil jeg svinge min hat – og gå ned på jor-
den – og gøre som jeg sa’ ham.
Hilde
(med udstrakte arme).
Nu ser jeg Dem igen, som da der var sang i
luften!
Solness
(ser på hende med sænket hode).
Hvorledes er De ble’t slig, som De er, Hilde?
s. 167
Hilde.
Hvorledes har De fåt mig til at bli’ slig, som
jeg er?
Solness
(kort og fast).
Prinsessen skal ha’ sit slot.
Hilde
(jublende, klapper i hænderne).
Å, bygmester –! Mit dejlige, dejlige slot. Vort
luftslot!
Solness.
Med grundmur under.
(I gaden har samlet sig en mængde mennesker, der kun skimtes utydeligt
mellem træerne. Musik af blæseinstrumenter høres fjernt bag det
nye hus.)
(Fru Solness, med skindkrave om halsen, doktor Herdal, med hendes
hvide sjal på armen, og nogle damer kommer ud på verandaen. Ragnar
Brovik
kommer samtidig op fra haven.)
Fru Solness
(til Ragnar).
Skal her være musik også?
Ragnar.
Ja. Det er byggearbejdernes forening. (til Solness.)
Jeg skulde si’ fra formanden, at nu står han færdig
til at gå op med kransen.
Solness
(tar sin hat).
Godt. Jeg går selv derned.
Fru Solness
(angst).
Hvad vil du dernede, Halvard?
s. 168
Solness
(kort).
Jeg må være nedenunder hos folkene.
Fru Solness.
Ja, nedenunder, ja. Bare nedenunder.
Solness.
Jeg plejer jo det. Så’n til hverdags.
( han går ned ad trappen og bort igennem haven.)
Fru Solness
(råber efter ham over rækværket).
Men bed endelig manden, at han er forsigtig,
når han skal op! Lov mig det, Halvard!
Doktor Herdal
(til fru Solness).
Ser De så, at jeg fik ret! Han tænker ikke
mere på de galskaberne.
Fru Solness.
Å, hvor det letted! To gange er der nu faldet
folk ned for os. Og begge to så slog de sig ihjæl
på stedet. (vender sig til Hilde.) Tak skal De ha’, frøken
Wangel, at De holdt ham så godt fast. Jeg havde
visst aldrig fåt bugt med ham.
Doktor Herdal
(lystig).
Ja, ja, frøken Wangel, De forstår nok at holde
en fast, når De rigtig vil, De!
(Fru Solness og doktor Herdal går hen til damerne, som står nærmere
ved trappen og ser udover haven. Hilde blir stående ved rækværket i
forgrunden. Ragnar går hen til hende.)
s. 169
Ragnar
(med undertrykt latter, halv sagte).
Frøken, – ser De alle de unge folkene nede på
gaden?
Hilde.
Ja.
Ragnar.
Det er kammeraterne, som vil se på mesteren.
Hilde.
Hvad vil de se på ham for da?
Ragnar.
De vil se på, at han ikke tør stige op på sit
eget hus.
Hilde.
Nej, vil de det, de gutterne!
Ragnar
(harmfuld og hånlig).
Han har holdt os nede så længe, han. Nu vil
vi se på, at han også værs’go’ får holde sig nedenfor.
Hilde.
Det får De ikke se . Dennegang ikke.
Ragnar
(smiler).
Så? Hvor får vi se ham henne da?
Hilde.
Højt, – højt oppe ved fløjen får De se ham!
Ragnar
( ler ).
Han! Jo, det kan De tro!
s. 170
Hilde.
Han vil til toppen. Og altså får De se ham
der også.
agnar .
Ja, han vil, ja! Det tror jeg så gerne. Men
han kan simpelthen ikke. Det vilde gå rundt for
ham længe, længe før han kom halvvejs. Han måtte
krybe ned igen på hænder og knæer!
Doktor Herdal
(peger henover).
Se ! Der går formanden opover stigerne.
Fru Solness.
Og så har han vel kransen at bære på også.
Å, bare han nu tar sig iagt !
Ragnar
(stirrer vantro og råber).
Men det er jo –!
Hilde
(i udbrydende jubel).
Det er bygmesteren selv!
Fru Solness
(skriger i forfærdelse).
Ja, det er Halvard! Å, du store Gud –! Hal-
vard! Halvard!
Doktor Herdal.
Hys! Skrig ikke til ham!
Fru Solness
(halvt fra sig selv).
Jeg vil til ham! Få ham ned igen!
s. 171
Doktor Herdal
(holder på hende).
Stå urørlige allesammen! Ikke en lyd!
Hilde
(ubevægelig, følger Solness med øjnene).
Han stiger og stiger. Altid højere. Altid højere!
Se ! Se bare!
Ragnar
(åndeløs).
Nu han vende om igen. Der er ikke råd
for andet.
Hilde.
Han stiger og stiger. Nu er han snart oppe.
Fru Solness.
Å, jeg forgår af skræk. Jeg holder ikke det
synet ud!
Doktor Herdal.
Så se ikke op på ham da.
Hilde.
Der står han på de øverste plankerne! Helt
oppe!
Doktor Herdal.
Ingen må røre sig! Hører De det!
Hilde
(jubler i stille inderlighed).
Endelig! Endelig! Nu ser jeg ham stor og fri
igen!
Ragnar
(næsten målløs).
Men dette her er jo –
s. 172
Hilde.
Slig har jeg set ham i alle de ti årene. Hvor
tryg han står! Forfærdelig spændende alligevel. Se
på ham! Nu hænger han kransen om spiret!
Ragnar.
Dette her er som at stå og se på noget rent
umuligt.
Hilde.
Ja, det er jo det umulige, det, som han nu
gør! (med det ubestemmelige udtryk i øjnene.) Kan De se nogen
anden deroppe hos ham?
Ragnar.
Der er ingen andre.
Hilde.
Jo, der er en, som han trætter med.
Ragnar.
De tar fejl.
Hilde.
Hører De ikke sang i luften heller da?
Ragnar.
Det må være vinden i trætoppene.
Hilde.
Jeg hører sang. En vældig sang! (råber i vild
jubel og glæde.)
Se , se ! Nu svinger han hatten! Han
hilser herned! Å, så hils da op til ham igen. For
nu, nu er det fuldbragt! (river det hvide sjal fra doktoren,
vifter med det og skriger opad.)
Hurra for bygmester Solness!
Doktor Herdal.
La’ være! La’ være! For Guds skyld –!
s. 173
(Damerne på verandaen vifter med lommetørklæderne og hurraråbet
istemmes nede på gaden. Da forstummer det pludselig og folkemængden
slår over i et forfærdelsens skrig. Et menneskelegeme sammen med
planker og træstumper skimtes utydeligt at styrte ned inde mellem
træerne.)
Fru Solness og damerne
(samtidigt).
Han falder! Han falder!
(Fru Solness vakler, segner afmægtig bagover og opfanges af damerne
under råb og forvirring.)
(Menneskemængden på gaden bryder gærdet ned og stormer ind i haven.
Doktor Herdal iler ligeledes derned. Kort ophold.)
Hilde
(stirrer ufravendt opad og siger som forstenet).
Min bygmester.
Ragnar
(støtter sig skælvende til rækværket).
Han må være knust. Dræbt på stedet.
En af damerne
(medens fru Solness bæres ind i huset).
Løb ned til doktoren –
Ragnar.
Kan ikke flytte en fod –
En anden dame.
Så råb ned til nogen da!
Ragnar
(forsøger at råbe).
Hvorledes er det? Er han ilive?
En stemme
(nede i haven).
Bygmester Solness er død!
s. 174
Andre stemmer
(nærmere).
Hele hodet er knust. – Han faldt lige i sten-
bruddet.
Hilde
(vender sig til Ragnar og siger stille).
Nu kan jeg ikke se ham deroppe.
Ragnar.
Forfærdeligt dette her. Han magted det altså
dog ikke.
Hilde
(ligesom i stille, forvildet triumf).
Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte
harper i luften. (svinger sjalet opad og skriger i vild inderlighed.)
Min, – min bygmester!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her